Minister: Det er et fornuftigt kompromis

Da Ministerrådet efter langvarige forhandlinger i Luxembourg nåede til enighed om fiskekvoterne for 2016 i Østersøen, udtrykte miljø- og fødevareminis
23 okt 2015

Da Ministerrådet efter langvarige forhandlinger i Luxembourg nåede til enighed om fiskekvoterne for 2016 i Østersøen, udtrykte miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen tilfredshed med resultatet. Det fremgår af en pressemeddelelsen fra ministeren.

- Vi er efter intensive forhandlinger nået frem til et fornuftigt kompromis. Vi står med en aftale, som både tilgodeser erhvervets interesser og en fortsat bæredygtig udvikling af fiskerierne i Østersøen, siger Eva Kjer Hansen i pressemeddelelsen.

Hun anerkender, at fiskerne i Østersøen næste år får færre torsk at fiske på. Kvoten for såvel den østlige som den vestlige bestand bliver reduceret med 20 procent.

- Det er ikke optimalt for fiskerne, at torskekvoten falder i Østersøen til næste år. Det er modsat positivt, at vi får flere sild og rødspætter, siger Eva Kjer Hansen med henvisning til, at kvoterne for såvel sild som rødspætter får et spark opad i 2016.

Flere Nyheder