Minister kræver fuldstændigt overblik over havbrug

Alt om havbrug skal frem på bordet! Der er så meget rod med tilladelser og godkendelser af havbrug, at miljø- og fødevareministeren Jakob Ellemann-Jen
af Line Dalgaard Jensen
21 Nov 2018

Alt om havbrug skal frem på bordet! Der er så meget rod med tilladelser og godkendelser af havbrug, at miljø- og fødevareministeren Jakob Ellemann-Jensen (V) nu kræver et fuldstændigt overblik.

Det har ministeren netop meddelt på et åbent samråd om havbrug. I kølvandet på kritikken af bl.a. Hjarnø Havbrug og kulegravning af placeringstilladelser i oktober, havde Miljø- og Fødevareudvalget bedt ham svare på, hvilke tiltag han vil iværksætte for at sikre, at havbrugssektoren har miljøgodkendelserne på plads.

- Der er alt for mange ubesvarede spørgsmål på havbrugsområdet. Der er manglende placeringstilladelser, gamle havbrugstilladelser og kritik af tilsynet. Det bekymrer mig, og jeg kan ikke leve med, at der er så meget usikkerhed omkring hele dette område. Vi er nødt til at have alt frem. Hverken miljøet eller erhvervet kan være tjent med denne tvivl, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Godkendelser, tilsyn og kontrol 
I praksis er det en række forhold, som ministeren vil have under luppen: alle godkendelser og tilladelser samt tilsyn og kontrol, herunder brugen af medicin og hjælpestoffer.

Også det kommende resultatet af Kammeradvokatens gennemgang af hvert enkelt havbrugs placeringstilladelse bliver en del af undersøgelse - ministeren bad Kammeradvokaten om dette tidligere i år.

Resultatet forventes klar medio 2019, og her vil ministerens så indkalde til en drøftelse.

Stands nye havbrug?
En tidshorisont, som oppositionen, bl.a. Lea Wermelin (S) gerne så forkortet:

- Hvorfor skal der gå så lang tid, spurgte hun, hvortil ministeren svarede, at han også gerne ser, at undersøgelsen er på plads i morgen, men bare ikke må blive forhastet.

Den lange udsigt fik også Enhedslistens Søren Egge Rasmussen til at anbefale, at sagsbehandling af nye havbrug sættes i bero.

- Gennemgangen betyder ikke, at sagsbehandlingen af verserende sager og nye ansøger stoppes. Men der bliver selvfølgelig ikke givet tilladelse, med mindre alle forudsætninger og krav er opfyldt, sagde Jakob Ellemann-Jensen.

En dråbe i havet
Trods spørgsmålene blev ministerens gennemgang positivt modtaget. Spørger Trine Torp (SF) og Christian Rabjerg Madsen (S) kvitterede for svarene, inklusiv  den borgerlige lejr, som afslutningsvis efterspurgte proportionerne i problemet.

- Havbrugene står for ca. 0,06 procent af udledningen af kvælstof i de indre farvande. Vi skal stadig tage hånd om problemet, men når vi diskuterer udledning, bør vi være bevidste om, hvor lille en andel havbrugene udgør, sagde Orla Østerby (KF)

Flere Nyheder