Minister ser positivt på TAC-kvoteforhandlinger

Mandag og tirsdag i den kommende uge skal EUs fiskeriansvarlige ministre forhandle TAC-kvoter på plads for 2017 i blandt andet Nordsøen, Skagerrak og
09 Dec 2016

Mandag og tirsdag i den kommende uge skal EUs fiskeriansvarlige ministre forhandle TAC-kvoter på plads for 2017 i blandt andet Nordsøen, Skagerrak og Kattegat. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen ser på forhånd positivt på, at det skal lykkes at få fornuftige kvoter med hjem fra Bruxelles til de danske fiskere.

- Vi har set en meget positiv udvikling for mange af de vigtige fiskebestande i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat. Derfor er det min klare forventning, at vi kan få en aftale i hus, der giver stabile kvoter og gode betingelser for fiskerne, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse fra ministeriet.

Ministeren peger selv på, at der er udsigt til større kvoter end i år for en række bestande. Det drejer sig i følge pressemeddelelsen blandt andet om jomfruhummer, tunge og rødspætte. Men også torskebestanden i Kattegat bliver fremhævet af ministeren - og her er der i følge Esben Lunde Larsen også et særligt behov, eftersom kvoten over de seneste år ikke er fulgt den stigende bestand af torsk.

 - Vi har haft en fornuftig forvaltning af torskebestanden i Kattegat, som er på vej tilbage mod fordums styrke. Men det betyder også, at fiskerne ikke kan undgå at få torsk med som bifangst, når de fisker efter andre arter. Det er uhensigtsmæssigt, at fiskerne så ofte må smide gode spisetorsk over bord, og derfor er det min ambition at få hævet kvoten for torsk, siger Esben Lunde Larsen.

En del af kvoterne for Nordsøen, Kattegat og Skagerrak er allerede forhandlet på plads mellem EU og Norge i den fiskeriaftale, der blev indgået d. 2. december. Her kom der pæne stigninger i kvoterne for torsk og rødspætte i Skagerrak. Mørksej bestanden har det også godt i Nordsøen og Skagerrak, og det ses på kvoten, der blev hævet med 53 procent.

Flere Nyheder