Såvel Ib Poulsen som Simon Kollerup er meget klare i deres vurdering af, hvem der fremover sætter de afgørende fingeraftryk på dansk fiskeripolitik. Og det bliver hverken ministeren eller Regeringen, men derimod deres partier.
Det følger af, at ministeren nu har undskyldt og erkendt sin skyld i de anklager, som oppositionen – med blandt andre Ib Poulsen og Simon Poulsen i front – har ført frem over de seneste uger og måneder, men også fordi Regeringen nu erkender, at den vil følge flertallet.
- Nu har vi en minister, der har sagt undskyld, og det vil sige, at vi har en minister, der vil gennemføre Dansk Folkepartis politik, lød det fra fiskeriordfører for Dansk Folkeparti Ib Poulsen onsdag middag i P1 Debat.
Det blev i det samme radioprogram fulgt op af Simon Kollerup, der er fiskeriordfører for Socialdemokraterne.
- Den politik vi i Socialdemokratiet står for og som kommer ud via Fiskeripakken og de partier, der står bag den; den skal gennemføres, som ministeren selv siger i sin meget lange undskyldning i ånd og i ord. Og det glæder vi os selvfølgelig over, at vi får gennemført den politik, vi vil.
Begge fiskeriordfører er overbeviste om, at Esben Lunde Larsen vil gøre, som han nu har fået det pålagt – både via sin undskyldning og via den politiske næse, han modtag i løbet torsdag – og føre flertallets politik ud i livet.
For hvis det ikke sker, så er i hvert fald Dansk Folkeparti klar med at gå videre, end det ”gule kort”, som de har tildelt ministeren i denne omgang.
- Og i fodbold er det jo sådan, at hvis man får to gule kort, så er det rødt. Det kan jo selvfølgelig også være, at den kan være direkte rødt. Det kan jeg ikke sige. Men to gule giver i hvert fald rødt, forklarede Ib Poulsen onsdag i P1 Debat.
Læs mere i Fiskeri Tidende, der udkommer lørdag den 8. april.