Muslingefiskere ser frem til god sæson

Siden mandag har muslingefiskerne været tilbage på fangst i Limfjorden, og de første meldinger er positive, lyder det fra formanden for Centralforenin
13 Sep 2015

Siden mandag har muslingefiskerne været tilbage på fangst i Limfjorden, og de første meldinger er positive, lyder det fra formanden for Centralforeningen Limfjorden.

- Jeg har personligt ikke været rundt i andet end to områder, så det er lidt svært lige at bedømme noget endnu. Men vi har i hvert fald ikke haft problemer med at finde muslinger endnu, fortæller Bo Husted Kjeldgaard til Fiskeri Tidende.

I første omgang har fiskerne bevilget sig selv en ugentlig kvote på 45 tons, men det er ikke sikkert at den holder. Men så kan de heldigvis selv sætte kvoten ned.

- Vi er jo heldige med, at vi har rimelig frie hænder, så vi kan justere det nedad, hvis det er nødvendigt. Der er jo ingen, der protesterer, som han siger.

Han nævner i øvrigt, at kødprocenten på de første landinger har været noget lavere, end den var før sommerstoppet.

- Det er i hvert fald det, jeg hører. Men hvis man ser tilbage, så er det faktisk også en høj kødprocent, for vi har været godt vant her det seneste halve års tid med en rigtig høj kødprocent. Så nu er det nok lidt mere normale forhold, vil jeg sige.

 

Flere Nyheder