Muslingefiskeri åbner igen i Limfjorden

NaturErhvervstyrelsen har netop meddelt, at muslingefiskeriet i Limfjorden åbner igen fra i dag, mandag den 3. oktober. Fiskeriet har været sommerlukk
03 okt 2016

NaturErhvervstyrelsen har netop meddelt, at muslingefiskeriet i Limfjorden åbner igen fra i dag, mandag den 3. oktober. Fiskeriet har været sommerlukket i 10 uger, men nu er fiskerimulighederne på plads til at genåbne fiskeriet.

I følge NaturErhvervstyrelsen må fiskerne fange 7.000 tons blåmuslinger i Lovns Bredning, mens man i Løgstør Bredning fastlægger fiskekasser "for at sikre, at arealpåvirkningen ikke overskrider de fastsatte niveauer, og for at sikre fiskeriet i de kommende sæsoner".

Det bliver i forhold til fiskeriet i Løgstør Bredning understreget, at "arealpåvirkningen i sæsonen 2015-2016 har været højere end forudset", og at man derfor følger fiskeriet tæt. Det bliver fremhævet, at muslingefiskerne selv har valgt at friholde store dele af bredningen for fiskeri.

- Når erhvervet kommer med gode idéer, lytter vi naturligvis, siger enhedschef Bjørn Wirlander fra NaturErhvervstyrelsen og fortsætter:

I samarbejde med fiskerne har vi fundet en god løsning, som der er bred opbakning til fra udvalget, og som skal sikre at fiskerne også næste år kan hente gode muslinger fra Løgstør Bredning.

Flere Nyheder