Netop ombygget fartøj gik op i flammer

[caption id="attachment_12572" align="aligncenter" width="620"] Beboelsen og styrhuset blev hårdt ramt af branden[/caption] - Det er øv med øv på,
06 Feb 2016

[caption id="attachment_12572" align="aligncenter" width="620"]L 237 brandskadet (2) Beboelsen og styrhuset blev hårdt ramt af branden[/caption]

- Det er øv med øv på, konstaterer skipper Jens Søndergaard, om situationen efter at hans fartøj L 237 Dorte Rixen kort før jul blev hærget af en voldsom brand. L 237 Dorte Rixen var næsten klar efter en større ombygning, hvor fartøjet var blevet forlænget med 4,5 meter, der skabte plads til en optimering af lasten. En investering på tæt på fem mio. kroner, som nu er gået op i røg.

Ombygningen har betydet at L 237 Dorte Rixen i nogle måneder i efteråret har ligget stille ved kajen. Branden har nu den konsekvens, at fartøjet må vente yderligere nogle måneder, før der igen kan sættes garn efter rødspætter i Nordsøen.

- Ombygningen var næsten færdig. Der manglede omkring otte arbejdsdage, og det var planen, at vi skulle have været af sted på rødspættefiskeri den 3. januar. Nu bliver det først i starten af april, vi kommer ud at fiske igen. Vi er stillet i udsigt, at fartøjet er klar efter brandskaderne den 8. april, fortæller Jens Søndergaard. Han havde netop været tre dage på kursus i brug af medicinkiste i Hvide Sande, da han blev ringet op, og fik at vide at hans fartøj stod i flammer.

- Jeg troede først de tog gas på mig, men jeg fandt hurtigt ud af det var alvor, siger Jens Søndergaard, der også hurtigt kunne konstatere, at skaderne efter branden var meget omfattende.

- Branden er startet i beboelsen og har bredt sig til styrhuset. Der skal blandt andet laves helt ny beboelse, og alle instrumenter skal erstattes sammen med ledningsnettet. Desuden skal stålet i hele bagbordsside udskiftes, så det er meget omfattende, siger Jens Søndergaard. De brandtekniske undersøgelser har ført til en formodning, om at branden kan være startet af en varm halogenlampe, samt at dampe efter en lakering derefter er selvantændt. Renoveringen anslås til også at ligge i lejet omkring 5 mio. kroner. Det er dog en fortsat en fortrøstningsfuld skipper, der trods lussingen ser frem til at komme på havet igen, selvom det stadig har lange udsigter.

- Skibets kaskoforsikring dækker skaderne, og jeg har også tegnet en driftstabsforsikring, siger Jens Søndergaard, der på trods af den lange tid uden at være på havet endnu ikke er ramt af alvorlige abstinenser.

[caption id="attachment_12573" align="alignright" width="300"]L 237 Dorte Rixen L 237 Dorte Rixen var få dage fra at være klar til fiskeri efter større ombygning, da den blev ramt af en brand[/caption]

- Nej, jeg har da fået tilbud, om at komme med ud med andre fartøjer, men lige nu har jeg nok at gøre med at holde styr på renoveringsarbejdet efter branden. Der er mange ting, der hele tiden skal tages stilling til, og det skal helst laves rigtigt første gang. Så jeg har ikke rigtig haft tid til at savne at være på havet, og i de her dage vi har haft med megen blæst, så længes man jo ikke ligefrem efter at ligge derude, konstaterer Jens Søndergaard.

 

L 237 Dorte Rixen har normalt en besætning på fem til seks mand, der modsat deres skipper er på havet i byggeperioden.

- De har fået hyre på andre fartøjer, men det er aftalen at de vender tilbage den 1. april. Så det er perfekt, siger Jens Søndergaard. Der bliver også brug for besætningens indsats, når de første måneder af året skal indhentes fra april.

- Jeg regner med, at hvis vi ligger os i selen, så kan vi nå at indhente det meste af det tabte, vurderer Jens Søndergaard, der overtog L 237 Dorte Rixen i 2005, men efterfølgende har moderniseret fartøjet ad flere gange, og nu også må igennem en ufrivillig ombygning, der er nødvendiggjort af branden.

 

 

 

Flere Nyheder