Nu er vi da i gang

[caption id="attachment_5698" align="aligncenter" width="620"] H 273 Montana[/caption] Det er ikke alt, der er gået den rette vej for skipper Jespe
22 aug 2015

[caption id="attachment_5698" align="aligncenter" width="620"]H 273 Montana H 273 Montana[/caption]

Det er ikke alt, der er gået den rette vej for skipper Jesper Mandsberg den seneste måneds tid. Det forklarer han over telefonen, mens fartøjet endelig er på vej ud for at fiske jomfruhummer igen.

- Vi skulle have været i gang den 1. august igen. Først fik vi båden malet, og vi holdt lidt sommerferie, men da vi så skulle i gang igen, så fik vi ødelagt vores tromle. Den er af italiensk fabrikat, så det var ikke sådan lige at få skaffet reservedele til den. Da vi så endelig fik skaffet reservedele og havde haft en prøvesejlads med den nye tromle, kom der blæsevejr, så vi ikke kunne komme ud. Så alt i alt har vi nok kun fisket 2 til 3 dage her i august måned, fortæller Jesper Mandsberg til Fiskeri Tidende.

Jomfruhummeren er den vigtigste indtægtskilde for H 273 Montana.

- For vores vedkommende er der ingen tvivl om, at det er jomfruhummerfiskeriet, som holder det hele oppe. Derfor er det da også ekstra ærgerligt, at vi er kommet så sent i gang. Men vi kan da forhåbentlig nå det endnu. Før i tiden havde vi også lidt torsk i Østersøen, men med de priser, som er på Østersø torsk i øjeblikket, kan det slet ikke betale sig for os, siger Jesper Mandsberg.

Da Fiskeri Tidende taler med Jesper Mandsberg, er fartøjet på vej mod Anholt.

- Vi skal op mod Anholt, hvor det er meningen, at vi skal lave to træk i nat. Så håber vi på noget godt fiskevejr, og at priserne holder sig oppe. Så vidt jeg kan se, er det rimelige priser på hummer i øjeblikket. Frygten er selvfølgelig, at prisen falder, men nu må vi se. Lige nu er vi bare glade for at komme i gang igen. Og så ville det da også være dejligt, hvis vi kunne komme i gang med noget dagsfiskeri igen, men vi må se, hvordan det arter sig, fortæller Jesper Mandsberg.

Flere Nyheder