Nu kan det betale sig at fange rødspætter

[caption id="attachment_13361" align="aligncenter" width="620"] KR 105 Camilla II[/caption] Skipper og ejer af KR 105 Camilla II, Palle Iversen, er
08 May 2016

[caption id="attachment_13361" align="aligncenter" width="620"]KR 105 april 2016 Hirtshals (4) KR 105 Camilla II[/caption]

Skipper og ejer af KR 105 Camilla II, Palle Iversen, er i gang med dagens andet træk sydvest for Hirtshals, da Fiskeri Tidende fanger ham til en snak om, hvordan fiskeriet går i øjeblikket. Og det er en ganske tilfreds fisker, som avisen får fat i.

- Jeg kommer nede fra Omø, men i foråret, når båden er blevet kølhalet, tager jeg til Hirtshals, hvor jeg fisker efter rødspætter indtil midten af oktober. I dagens første træk fik jeg 400 pund rødspætter, men det er også lidt dårligt fiskevejr i dag med masser af strøm. Jeg har ellers normalt ligget mellem 900 og 1400 pund rødspætter om dagen, hvilket er fint, når jeg nu er alene om bord, fortæller Palle Iversen og peger på, at priserne er fornuftige i år.

- Rødspætterne er steget i pris, så nu kan det betale sig at fiske efter dem. Det var drøjt de år, hvor vi fik 5-6 kroner kiloet. Nu ligger de i gennemsnit mellem 12 og 14 kroner kiloet, så det kan da mærkes. Det har måske noget at gøre med, at rødspætterne i Nordsøen og Skagerrak er MSC-mærket – men jeg skal ikke kunne sige det. Det er bare dejligt at få en ordentlig pris for sin fisk, siger Palle Iversen og fortsætter.

- Det er mest 4’er størrelser jeg fanger. Jeg fisker med 120 mm. masker og får næsten ingen undermålere med op. Så er det dejligt at arbejde med sådan en fisk, siger Palle Iversen.

I perioden, hvor Palle Iversen ligger i Nordjylland og fisker, lander han altid sin fisk samme sted.

- Jeg sejler altid ind til Hirtshals og afleverer min fisk hos Fiskernes Fiskesortering. Det er også i Hirtshals mit fartøj ligger i den periode, hvor jeg fisker herfra. Men jeg har nu lejet et værelse heroppe, så jeg ikke skal sove om bord så længe. Og så rejser jeg også hjem til Omø en gang om måneden, siger Palle Iversen.

Flere Nyheder