Nye wirer betød en uge i havn

[caption id="attachment_12592" align="aligncenter" width="620"] L 249 Vestfart (tidligere FN 226 Andrea Klitbo)[/caption] Trawleren L 249 Vestfart
06 Feb 2016

[caption id="attachment_12592" align="aligncenter" width="620"] jan 2012 (2) L 249 Vestfart (tidligere FN 226 Andrea Klitbo)[/caption]

Trawleren L 249 Vestfart er lige stævnet ud af havnen i Hanstholm, da Fiskeri Tidende får fat i skipper Martin Jørgensen for at høre, hvad planerne for den forestående fangstrejse lyder på.

- Vi har ligget i havn i en uge, fordi vi skulle have nogle nye wirer, og så kom det dårlige vejr. Men nu er vi klar til at tage af sted igen. Vi skal ud efter rundfisk – torsk, havtaske og mørksej. Vi sejler omkring 170 mil ud og så nordover, fortæller Martin Jørgensen og påpeger, at det langt fra er normalt, at de ligger i havn så længe.

- Vi plejer at sejle ind og losse vores fisk og så afsted med det samme igen. Men der var lige de wirer og lidt småting denne gang. Derefter blev vi inde på grund af det dårlige vejr.

L 249 Vestfart plejer at losse deres fisk til auktionen i Hanstholm.

Da fartøjet ikke har fanget fisk den seneste uge, er skipper heller ikke helt klar over, hvordan priserne ligger i øjeblikket.

- Jeg kender ikke de nøjagtige priser, men de plejer jo at stige efter nogle dage med dårligt vejr, så det må gerne holde ved. Priserne har taget et dyk i januar, men de melder halvdårligt vejr, så vi håber da, at priserne holder. Lige nu er vi fulde af optimisme. Først og fremmest gælder det dog om at få nogle fisk om bord, og så må vi se, hvordan priserne er, når vi kommer ind igen, siger Martin Jørgensen.

Besætningen om bord tæller fire mand og en lærling, og de regner med, at de skal fiske efter rundfisk februar måned ud.

- I starten af marts skal vi ind og have ordnet lidt forskelligt om bord. Vi skal blandt andet have to nye lysmaskiner. Bagefter tror jeg, vi rigger om, så vi bliver klar til at fiske efter rødspætter, siger skipper Martin Jørgensen.

Flere Nyheder