Rigtig godt blandet fiskeri

[caption id="attachment_13547" align="aligncenter" width="620"] Hm 128 Borkumrif[/caption] Fiskeri Tidende fanger HM 128 Borkumrif og skipper Henri
09 jul 2016

[caption id="attachment_13547" align="aligncenter" width="620"]HM 128 Borkumrif  jan 2012 (4) Hm 128 Borkumrif[/caption]

Fiskeri Tidende fanger HM 128 Borkumrif og skipper Henrik Høyer over telefonen, da de er tæt på at være i havn i Hanstholm efter en uges fiskeri, som har været mere end godkendt.

- Det er gået godt, siden vi sejlede ud torsdag aften i sidste uge. Vi havde de første par dage med rødspætter, som måske ikke var helt så godt, men da vi så kom længere op i norsk område og fiskede efter torsk og kulmule, blev det et rigtig godt fiskeri med masser af fisk og også gode størrelser. Vi har kvoter til lidt af hvert, hvilket er med til at gøre det til godt fiskeri. Og med de mængder vi har med hjem, kan jeg ikke klage. Vi har haft mellem 50 og 100 kasser pr. slæb, siger skipper Henrik Høyer til Fiskeri Tidende.

Turen lakker mod enden for HM 128 Borkumrif, da skipper Henrik Høyer taler i telefon med Fiskeri Tidende, og han kan se indsejlingen til Hanstholm Havn.

- Vi er hjemme om ganske kort tid, og vi lander altid vores fisk her i Hanstholm. Det er her, vi får de bedste priser for vores fisk. Vi har dog lige nogle småting, vi skal have lavet, inden vi afleverer vores fisk, så det bliver først en gang i eftermiddag. Fisken kan lige så godt blive liggende på køl her om bord, i stedet for at komme ind og ligge i hallen, siger Henrik Høyer.

Danmark er ramt af ferietid, og derfor er det indlysende at spørge skipper, om der er planlagt sommerferie for ham og besætningen på fem mand og en lærling.

- Jeg tager en tur mere, og så står den på ferie i tre uger. Det havde jeg aldrig prøvet, før jeg kom her på Borkumrif. Og nu har jeg vænnet mig til det, så det er da noget, jeg nyder. Og familien er også ganske godt tilfredse med det, siger skipper Henrik Høyer.

Flere Nyheder