Sæsonen kan snart være slut

[caption id="attachment_9227" align="aligncenter" width="620"] AS 75 Mette Skødt[/caption] Fangstdagen er ved at være forbi, og Skipper Per Skødt H
13 Apr 2015

[caption id="attachment_9227" align="aligncenter" width="620"]AS 75 (001) AS 75 Mette Skødt[/caption]

Fangstdagen er ved at være forbi, og Skipper Per Skødt Hansen er på vej tilbage til Bønnerup, da Fiskeri Tidende fanger ham på telefonen til en snak om, hvordan fiskeriet ser ud nu – og resten af sæsonen.

- Jeg er lige nu på vej tilbage til Bønnerup. Har været ude efter kulsøer, men jeg kan godt mærke, at det er ved at være sidst på sæsonen i forhold til kulsøer. Det er ikke alverden, jeg har med hjem i dag. Der har ellers stået kulsøer på programmet siden nytår, for at jeg kan spare på min tungekvote, som de jo desværre har skåret kraftigt ned igen i år. Det var ellers oppe til overvejelse i februar, om tungekvoten for Kattegat kunne forhøjes, men der skete ikke noget, siger Per skødt Hansen til Fiskeri Tidende.

Per Skødt Hansen har ikke været så hårdt ramt af sæler i sit fiskeri, mens nogle af hans kollegaer har mistet en stor del af fangsten til den sultne sæl.

- Det har ikke været så galt for mig, men jeg har en kollega, som har været ude for, at op til halvdelen af fangsten har været spist af sælerne, fortæller Per Skødt Hansen.

Når først Per Skødt Hansen går i gang med tungefiskeriet, går der ikke mange uger, før det igen er slut.

- Jeg har en kvote på 1200 kilo tunger, så det er måske 2 eller 3 uger, og så er det slut. Bagefter aner jeg faktisk ikke, hvad jeg så skal gå i gang med. Det er alt for dyrt at leje tungekvoter, og der er jo slet ikke penge i rødspætter fra Kattegat. Der er da et par enkelte arter, vi kan fiske efter, og ellers må jeg over i noget rationsfiskeri. Men den tungekvote er simpelthen alt for lav, det må jeg sige, slutter skipper Per Skødt Hansen.

Flere Nyheder