SKAT kan trække i støttemidler

Hvis du skylder penge til det offentlige, skal du være klar over, at SKAT har lov til at trække gælden fra, når NaturErhvervstyrelsen udbetaler penge
06 dec 2016

Hvis du skylder penge til det offentlige, skal du være klar over, at SKAT har lov til at trække gælden fra, når NaturErhvervstyrelsen udbetaler penge via NemKonto. Det gør NaturErhvervstyrelsen opmærksom på, fordi det netop nu er ”sæson” for udbetaling af forskellige typer af tilskud.

Af en pressemeddelelse fra NaturErhvervstyrelsen fremgår det, at SKAT har valgt at genoptage en tidligere praksis, hvor de gennemgår alle de udbetalinger, som NaturErhvervstyrelsen foretager til NemKonto. Det sker for at kontrollere, om modtagere af tilskud skylder penge til det offentlige.

De tilfælde, hvor der kan blive trukket i tilskuddene dækker fx manglende betaling af moms, udstående skattegæld eller udestående betaling af børnebidrag, hustrubidrag med mere, fremgår det af pressemeddelelsen.

SKAT vil – i tilfælde af at de trækker gælden fra støtten – informere om det via e-boks eller almindeligt brev. Her vil det fremgå, hvad der er modregnet, og hvilken gæld det i givet fald drejer sig om.

 

 

Flere Nyheder