Tager torsdag med, og så er det weekend

[caption id="attachment_14876" align="aligncenter" width="620"] SG 244 Floto[/caption] Trawleren SG 244 Floto ligger i Skagerrak og fisker, da Fisk
21 nov 2016

[caption id="attachment_14876" align="aligncenter" width="620"]sg_244 SG 244 Floto[/caption]

Trawleren SG 244 Floto ligger i Skagerrak og fisker, da Fiskeri Tidende fanger skipper Carsten Pedersen til en snak om, hvordan det går med fiskeriet i øjeblikket. Og det er en ganske tilfreds skipper, avisen får fat i.

- Vi ligger og fisker efter jomfruhummer og blandet konsum her i Skagerrak. Vi fisker på 50 favne vand, og det går godt i øjeblikket. De sidste 5 dage har vi fanget tre tons hummer og halvandet tons blandet fisk om dagen, så der er masser af fisk. Men det trækker op, så vi regner med at tage i morgen, torsdag med, og så holder vi weekend, siger Carsten Pedersen.

SG 244 Floto er hjemhørende i Søby på Ærø, men har været i Skagerrak næsten hele sæsonen.

- Vi sejlede herop i slutningen af januar, da torskestoppet gik i gang i den vestlige Østersø. Vi var lige hjemme og blive kølhalet i sommer, men ellers har vi ligget heroppe og fisket hele sæsonen. Det er vi jo nødt til med de nedskæringer og torskestop, de laver i Østersøen, siger Carsten Pedersen.

Når skipper og de to besætningsmedlemmer fisker i Skagerrak, lander de fisken i Hirtshals eller Skagen.

- Det er mest i Hirtshals. Jeg vil tro, at 90 procent af vores fisk bliver landet i Hirtshals. Men jomfruhummeren bliver kørt til Læsø Fiskeindustri, som vi har en kontrakt med. Den bliver så hentet i lastbiler, hvor vi nu end lander, og så bliver den kørt til Læsø, siger Carsten Pedersen.

Resten af året er også planlagt.

- Vi fisker en uge mere heroppe. Så skal vi til Hvide Sande og have ny agtertromle sat på i uge 48, 49 og 50. Derefter tager vi hjem og fisker efter nytårstorsk mellem jul og nytår. Vi har vel omkring 2800 kilo torsk endnu, som vi gerne skulle have fisket op, så vi kan levere de traditionelle nytårstorsk til beboerne på Ærø, siger Carsten Pedersen.

Flere Nyheder