Tobiskvoten bliver ikke forhøjet

Det såkaldte realtidsmoniteringsfiskeri giver ikke grundlag for en forhøjelse af den i forvejen meget lave tobiskvote. Det meddeler miljø- og fødevare
12 May 2016

Det såkaldte realtidsmoniteringsfiskeri giver ikke grundlag for en forhøjelse af den i forvejen meget lave tobiskvote. Det meddeler miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen her til aften, torsdag, i en pressemeddelelse.

Ifølge pressemeddelelsen viser analyserne af de i alt tre ugers realtidsmoniteringsfiskeri i Område 1 i Nordsøen, at der er for få 1-årige tobis i fangsterne.

- Ligeså tilfredsstillende det var, at vi fik etableret realtidsmoniteringen af tobis, ligeså nedslående er resultaterne af moniteringen. Jeg og erhvervet delte de samme forhåbninger om, at vi kunne have fået forhøjet kvoten, siger Esben Lunde Larsen i pressemeddelelsen.

Det fremgår også af pressemeddelelsen, at Miljø- og Fødevareministeriet nu igangsætter et serviceeftersyn af ministeriets samarbejde med forskningsinstitutionerne. Det bliver oplyst, at rådgivningsmodellen for tobis bliver en del af serviceeftersynet.
- Samlet set er mit ønske, at vi får optimeret både rådgivning og forvaltningsmodel, således at vi får en mere stabil situation omkring tobiskvoten, siger Esben Lunde Larsen.

 

Flere Nyheder