Torskeeksport er øget markant

De norske fiskere kan glæde sig over en markant stigning i eksporten af torsk og anden hvidfisk i løbet af 2014. Hvis man alene ser på værdien af eksp
16 Jan 2015

De norske fiskere kan glæde sig over en markant stigning i eksporten af torsk og anden hvidfisk i løbet af 2014. Hvis man alene ser på værdien af eksporten af torsk – det gælder både fersk, frossen og klipfisk – så endte den på 7,2 milliarder norske kroner (5,9 mia. danske kroner) for hele 2014 – det er 25 procent mere end i året forinden.

Der er også tale om en øget eksport, når man ser på volumen. I alt blev der eksporteret 260.000 tons torsk fra Norge i løbet af 2014 – det er en stigning på 13 procent sammenlignet med 2014, skriver Norsk Sjømatråd i en pressemeddelelse.

- Efter flere år med lave torskepriser har vi endelig fået et løft på prisen, og kombineret med kvantum giver det en eksportrekord for torsk, udtaler Ove Johansen fra Norges Sjømatråd.

Der er også fremgang for de øvrige hvidfisk, når man opgør eksporten fra Norge i værdi. Norges Sjømatråd fortæller således, at den samlede eksport af hvidfisk fra Norge i 2014 havde en værdi på 12 milliarder norske kroner (9,9 mia. danske kroner). Det er 20 procent højere end i 2013.

Flere Nyheder