Tråden holder stadig for Eva Kjer

Da De Konservatives leder Søren Pape tirsdag aften sparkede til ministertaburetten under miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) med et mistill
26 Feb 2016

Da De Konservatives leder Søren Pape tirsdag aften sparkede til ministertaburetten under miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) med et mistillidsvotum, hang hendes ministerpost i en meget tynd tråd. Det var forventningen hun ville træde tilbage straks. Det skete som bekendt ikke. Det er dog meget usædvanligt, at en minister fortsætter på posten, selv om et flertal i Folketinget har bebudet et mistillidsvotum mod hende. Fiskeriets minister hedder derfor stadig Eva Kjer Hansen- og den tynde tråd hun hænger i holder endnu - ihvertfald indtil sidst i næste uge. Onsdag ser ud til at blive skæbnedagen for Eva Kjer Hansen. Her skal Folketinget stemme om et mistillidsvotum til ministeren. De konservative har indtil videre slået fast, at partiet fortsat ikke har tillid til ministeren og stemmer sammen med oppositionen.

Parterne forsøgte dog torsdag aften at forhandle sig frem til en tillægsaftale, der kan forbedre miljøpåvirkningen af den del af landbrugspakken, som de konservative trods mistilliden til ministeren, var med til at stemme igennem torsdag.

Men De Konservative står altså stadig fast på, at uanset resultatet af forhandlingerne om en tillægsaftale kan Eva Kjer efter partiets mening ikke blive siddende.

Da Eva Kjer Hansen indtil videre heller ikke gør mine til selv at trække sig, og statsminister Lars Løkke Rasmussen fortsat ikke vil fyre hende, ser det i skrivende stund ud til, at der skal stemmes i folketingssalen om ministerens fremtid. Sker det, vil det være første gang, at Folketinget på denne måde afsætter en menig minister. Indtil nu har ministre i samme situation som Eva Kjer selv valgt at trække sig eller er blevet fyret.  Om Eva Kjer Hansen også er minister for fiskeriet om en uge, er derfor fortsat et åbent spørgsmål.

 

 

 

Flere Nyheder