Tungerne har smadret vores efterårsfiskeri

FN 421 JOMUS Det er noget sølle fiskeri, som fiskeskipper Jesper Høving Skov bedriver med FN 421. Det er tungerne, der driller, for han har ventet
05 Dec 2015

FN 421 JOMUS

Det er noget sølle fiskeri, som fiskeskipper Jesper Høving Skov bedriver med FN 421. Det er tungerne, der driller, for han har ventet og ventet på at komme igang med fiskeriet. Traditionelt driver han fiskeri efter tunger fra sidst i oktober og til sidst i januar. Men både paneler, en kraftig beskæring af kvoten og dårligt vejr driller i fiskeriet. Og selvom han oplever masser af tunger i havet, så er tallene på skrivebordet nogle andre.

- Når de forsøg vi laver viser, at bestanden har det godt, og de så alligevel skærer 40 procent, så giver det ingen mening, konstaterer Jesper Skov.

Han er selv blevet ramt af kvotenedsættelsen. I løbet af to år er han gået fra en rimelig mængde til blot 1500-1600 kg. tunger.

- Vi er lidt negative. Nu er det jul og vi kan ikke lave nogen penge, og det blæser ad h til hver anden dag, siger Jesper Skov.

Han har også læst nyheden om, at der gives 40 procent tilbage på tungekvoten.

- Men det vil jeg se, før jeg tror på det, siger han og nævner, at det også vrimler med både torsk og pighaj i Kattegat.

- Der er masser af tunger og torsk. Al det vi kan tjene penge på skal vi smide ud. Og så kan vi slæbe efter syv kilo hummer, nævner han.

Han har ikke meget tilbage af sine kvoter. Der er 300 kilo tunger og 500 kilo torsk, og de kan være væk hurtigt.

- Det er ikke nemt at lave en omsætning på de slatter til tre mand.

Derimod er der stadig hummer tilbage, men de har på grund af vejret gemt sig i deres huler, så de kan heller ikke fanges.

- Vi fanger 60-70 kilo om dagen, hvor vi skal fange 200 kilo til en dagløn, konstaterer Jesper Skov. Det gør også, at han tvivler på, at han får fanget alle hummerne.

Samtidig må han nøjes med de tunger, han har tilbage af sin egen kvote.

- Vi har fået at vide fra puljen, at vi ikke må fiske over, de kan ikke skaffe dem, siger Jesper Skov.

Flere Nyheder