Vejret er begyndt at drille

[caption id="attachment_12366" align="aligncenter" width="620"] RI 158 Lyngvig[/caption] RI 158 Lyngvig ligger vest nordvest for Thorsminde i Nords
22 Oct 2016

[caption id="attachment_12366" align="aligncenter" width="620"]RI 158 RI 158 Lyngvig[/caption]

RI 158 Lyngvig ligger vest nordvest for Thorsminde i Nordsøen og fisker, og Fiskeri Tidende fanger skipper Niels Martin Sørensen mellem to slæb for at høre, hvordan det går med fiskeriet i øjeblikket.

- Vi er lige blevet færdige med at rense rødspætterne, så nu er det tid til at drikke kaffe. Der var ikke meget med i trawlet denne gang. Jeg gætter på, at vi har fået 300 kilo rødspætter i denne omgang. Men det er det dårlige vejr, som er begyndt nu. Tirsdag og onsdag i denne uge er de to eneste fiskedage, vi har haft de seneste 14 dage, nu hvor vejret er begyndt at drille, siger Niels Martin Sørensen.

De to mand om bord er i gang med endnu et slæb, men de holder godt øje med vejret.

- Vejrudsigten siger kuling med op til 15 meter i sekundet øst nordøst, så vi er opmærksomme på vejret. Og så sejler vi hjem, hvis det bliver for slemt, siger Niels Martin Sørensen.

Han er godt tilfreds med fiskeriet indtil videre i år.

- Overordnet set har det været godt fiskeri i år. Vejret har været fint langt hen i sæsonen, og priserne har været fine. Bare her efter sommer har vi fået 11 kroner kiloet i snit for vores rødspætter. Og det er mest 4’er rødspætter, vi fanger, siger Niels Martin Sørensen, som ikke er sikker på, om de når at fange hele deres kvote.

- Ud af den samlede kvote på 80 tons, har vi omkring 30 tons tilbage, så vi skal være dygtige for at fange resten. Men hvis der lige kommer en periode med godt vejr, kan vi godt fange et par tons om dagen, og så nærmer vi os da. Men nu må vi se, siger han.

Selv med skidt vejr er der noget at lave.

- Der er altid lidt småreparationer, som vi kan lave. Når det er godt vejr, passer vi jo vores fiskeri, siger Niels Martin Sørensen.

Flere Nyheder