– Kvinder i fiskeriet er megaseje. De har spillet en kæmpe rolle. Vi har bare ikke hørt om dem, og det pirrede mig, da jeg fandt ud af, at vi her står med et stykke underbelyst danmarkshistorie.
Sådan siger arkivkonsulent Richard Bøllund, der er i gang med et større bogprojekt om kvinder, der enten selv har været fiskere eller på anden vis har ernæret sig via erhvervet.
Det har overrasket Richard Bøllund, hvor meget kvinder har betydet for fiskeriet. Han tror ikke, at fiskeriet var blevet så stort uden dem. Og den historie mangler at blive fortalt, synes han.
– Op gennem tiden er fiskeriet blevet beskrevet i både litteraturen og malerkunsten, men her er det altid de heltemodige mænd, man ser eller hører om, siger Richard Bøllund, der har dykket ned i hundredvis af kilder som gamle interviews, artikler og indslag fra radio og tv.
Hans interesse for fiskeriet stammer dels fra opvæksten i Esbjerg og dels fra en passion for skæbnefortællinger.
Stod foroverbøjet i iskoldt vand
Han har fundet frem til en række fortællinger om kvinder, der enten har været beskæftiget som fiskere selv eller har arbejdet med at sætte madding på fiskekroge eller at rense, tørre og sælge fisk. De såkaldte esepiger.
– Prøv at forestille dig, hvordan det har været at stå foroverbøjet på vaden med hænderne i iskoldt vand for at finde madding til fiskekrogene, siger han om det hårde arbejde og peger på et sort-hvidt billede af en såkaldt esepige. Billedet hænger på Richard Bøllunds arbejdsplads, Esbjerg Byhistoriske Arkiv.
I fiskeindustrien blev mange kvinder også beskæftiget. De blev kaldt ’filetpiger’, og i forskellige vidnesbyrd fortæller de om helbredsproblemer forårsaget af jobbet – underlivsbetændelse, slidgigt og rygsmerter.
Gamle billeder kickstartede projekt
Idéen til en bog om fiskeriets kvinder fik Richard Bøllund allerede i 2020, hvor der tikkede en mail ind i hans indbakke. Med mailen fulgte en række farvebilleder af fiskere i gule overalls, tophuer og cigaretter i munden.
Men personerne på billedet var ikke mænd, som de fleste – inklusive Richard selv – antager, at en fisker er. De var kvinder.
– Jeg havde aldrig set et billede af en kvindelig fisker før. Hvem var de? Var der mon flere? Spørgsmålene var mange, fortæller Richard Bøllund om de farvebilleder, som var taget i midten af 1970’erne.
Afsenderen var en mand, som i sine unge dage havde hygget sig med at tage billeder i sin fritid – blandt andet af sin fiskerfar og hans folk. Og nu syntes han, at det var på sin plads at give billederne videre til museumsbrug.
Kvindelig fisker blev udstødt i lokalsamfundet
Richard Bøllunds research har givet ham mange svar på de spørgsmål, han stod med i begyndelsen af processen. Men spørgsmålet om antallet af kvinder i og omkring fiskeriet er stadig lidt af et mysterium.
Han ved ud fra sit kildemateriale, at der har været omkring et par tusind kvinder i fiskeindustrien i Esbjerg, men der findes ingen opgørelser over det. Og indtil videre kan Richard Bøllund kun tælle fem-seks kvinder, som har været fiskere selv.
Én af dem er en nu afdød kvinde, som Richard Bøllund fandt en historie om i aviserne dateret engang i 1970’erne.
Artiklen beskrev, hvordan kvindens valg af erhverv som fisker havde udstødt hende og hendes familie fra et lille vestjysk lokalsamfund. Det endte med, at kvinden måtte stoppe med at fiske, og at hun flyttede til København.
I bogen medvirker kvindens datter, som ikke havde kendt til detaljerne om den traumatiske del af sin mors historie.
Myter hænger fast
Richard Bøllund har interviewet et par kvinder, som har ernæret sig som fiskere i nyere tid. Fælles er, at de er stoppet efter kort tid. Et billede, der går igen, viser hans research.
– De kvinder, jeg har talt med, fortæller, at de føler sig stemplet af deres omgivelser. At de er mærkelige. De mandlige fiskere har taget godt imod dem på kutterne, men omgivelsernes reaktioner har været hårde, siger Richard Bøllund, som tror, at ’heksejagten’ bunder i, at kvinderne har bevæget sig ind på mændenes domæne.
– Der er græske myter, som fortæller, at det bringer uheld at have kvinder ombord på deres båd. Den slags kan desværre hænge godt fast, siger Richard Bøllund, som håber, at hans kommende bog giver kvinderne den plads i historien, som de fortjener.
Bogen skal efter planen udkomme om cirka et år, da der først skal søges fondsmidler til udgivelsen.