En blå fiskekutter på havnen i Strandby fik minderne frem hos Christina Lykke, da hun gik en runde sammen med Claus Hjørne fra Strandby Fiskeriforening.
– Min morfar havde sådan én, som lå i Frederikshavn, fortalte SF’eren, der dog ikke lod sig hensynke i nostalgi ret længe. Hun var derimod skarp på, at fiskeriet også skal bestå i fremtiden:
– Når jeg taler med fiskerne, oplever jeg, at de vil gerne udvikle sig og er i gang med at afprøve alternative fangstredskaber. Det skal vi understøtte politisk, og vi skal bruge energi på at udvikle fiskeriet i et tempo, der er til gavn for alle. I den forbindelse skal vi have en dialog med de virkelige eksperter – fiskerne selv – i stedet for, at konsulenter laver en ny dyr rapport.
Under besøget i Strandby var Christina Lykke meget nysgerrig efter at høre mere om forskellige former for trawl. Og hun synes, at hun gik klogere fra mødet.
– Jeg kan forstå, at bomtrawl er skadeligt, fordi det ødelægger havbunden, men at bundtrawl er mere skånsomt, fordi man ikke på samme måde rammer havbunden. Vi er forpligtede til at sætte os ind i den faglighed, der er, lød det fra Lykke, som understregede, at hun er på linje med sit parti i forhold til at passe på havmiljøet.
– Vi skal finde noget sund fornuft
Samtalen kom også ind på CO2-afgiften, som foreløbig er udskudt til 2029, hvor den gradvist indfases. Det vil ramme fiskeriet hårdt, hvis der stadig mangler reelle grønne alternativer til brændstof. Her efterlyste Christina Lykke, at politikerne går i dialog hurtigst muligt:
– Vi kommer til at stagnere, hvis fiskerne ikke ved, om de er købt eller solgt. Vi må i dialog og finde noget sund fornuft i det, sagde hun og tog fra besøget med en melding om, at hun kommer tilbage til Strandby efter valget sammen med nogle af sine nordjyske partifæller:
– Uanset om jeg bliver valgt eller ej, skal vi i SF arbejde for at lære fiskeriet bedre at kende. Vi er forpligtede til at sætte os ind i erhvervet – ikke mindst heroppe, hvor det er stort. Og det skal det gerne blive ved med at være, så vi ikke mister arbejdspladser. Det vil være en katastrofe, hvis fiskeriet forsvinder her i Nordjylland.