Brexit: Så er vi i gang igen…

8. runde er i gang, og nu truer briterne med at gå uden en aftale, og vil ikke rokke sig på fiskeriet. Men den går ikke

Endnu en runde af Brexit-forhandlingerne mellem EU og Storbritannien er nu i gang igen.

For 8. gang skal parterne forsøge at blive enige om, hvordan de skal handle og samarbejde med hinanden efter nytår, hvor briterne endeligt forlader EU.

Heriblandt selvfølgelig hvordan fiskeriet skal foregå. Ved de sidste forhandlinger var der desværre ingen fremgang – især ikke på fiskeriområdet, som om noget er vigtigt for de danske fiskere. 

 

Briterne truer med at gå

Og situationen spidser nu for alvor til. Forud for forhandlingerne har den britiske premierminister, Boris Johnson, meddelt, at hvis ikke de kommer frem til en aftale inden midt oktober, så forlader de forhandlingerne uden en aftale:

– Som regering forbereder vi os på at være klar til dette ved vores grænser og havne. Vi vil få fuld kontrol over vores regler, love og fiskefarvande. Vi vil have friheden til at indgå handelsaftaler med alle lande i verden. Og vi vil blomstre vældigt som resultat, siger Boris Johnson.

Også briternes chefforhandler, David Frost, har været ude og kridte banen af. Til Mail on Sunday siger han, at briterne ikke vil rokke sig på fiskeriet. EU kræver adgang til britisk farvand for at indgå en frihandelsaftale, mens briterne siger nej og vil forhandle fra år til år. Frost siger, at uden en aftale vil der blive indført kontrol i britisk farvand. Han vil ikke bekræfte, om de har tænkt sig at sætte flåden ind.

Det forlyder også, at briterne er parate til at tilsidesætte dele af den skilsmisseaftale, som de indgik med de andre EU-lande sidste år.

 

Barnier: Fair vilkår

Ifølge EU’s chefforhandler Michel Barnier går den dog ikke. De er nødt til at respektere aftalen, som de selv har været med til at indgå. Samtidig understreger han, at der fortsat er lang vej igen, hvis aftalen om det fremtidige forhold, inklusiv fiskeri, skal i hus.

– Det er en svær forhandling, for briterne vil gerne have det bedste fra begge verdener – og eksportere deres varer til et marked med 450 millioner forbrugere, men på deres egne vilkår. Vi vil bare gerne have, at der er fair vilkår, siger Michel Barner ifølge EU-mediet Politico til den franske radiostation France Inter.

Fra EU ‘s side har man meddelt, at man er klar til at forlænge forhandlingerne, hvis det skulle blive nødvendigt.

Skagen Havn nærmer sig markant CO2-reduktion

I 2023 satte Skagen Havn gang i tre centrale initiativer, som alle bidrog til at mindske CO2-udledningen

Skagen Havn nærmer sig markant CO2-reduktion

I 2023 satte Skagen Havn gang i tre centrale initiativer, som alle bidrog til at...