Fransk-britisk Brexit-strid eskalerer med kanonbåde og trusler om strømafbrydelse

Mere end 50 franske fiskefartøjer deltog i går i en blokade af fiskerihavn på kanaløen Jersey pga. Brexit. De er nu vendt hjem

De seneste dage har en helt spektakulær Brexit-konflikt udspillet sig ved kanaløen Jersey. Det skriver The Guardian, samt en række internationale og danske medier.

Torsdag morgen protesterede mere end 50 franske fiskebåde ved havnen i Saint Helier på Jersey. Fiskerne blokerede havnen, så de britiske skibe ikke kunne komme ud.

De franske fiskere er nemlig stærkt utilfredse pga. Brexit. Med Brexit-aftalen føler de sig berøvet fiskeri ud for Jersey, der ligger tæt på den franske kyst, men er et selvstyrende britisk område – et sted, hvor de har fisket i århundreder. Bl.a. har Jersey nu udstedt fiskerilicenser, og licenserne til de franske fiskere var både færre og betydeligt strengere end tidligere. De nye fiskerilicenser sætter grænser for hvor lang tid den enkelte fisker må være ved Jersey.

 

Kanonbåde og strømafbrydelse

Det fik ikke blot de franske fiskere til at protestere, men også den franske marineminister Annick Girardin truede efterfølgende med at afbryde elektricitetsforsyningen til Jersey, hvis ikke de franske fiskere fik bedre fiskerirettigheder.

– Vi er solidariske med de franske fiskere, der er afhængige af adgang til britiske farvande. Med hensyn til Jersey, så kan jeg for eksempel afbryde elforsyningen gennem det undersøiske kabel, sagde hun i den franske Nationalforsamling.

Både den britiske og den franske regering sendte også patruljebåde – populært sagt kanonbåde – til farvandet omkring Jersey-øen.

 

Brud på brexit-aftale

Patruljebådene er nu på vej hjem. Det samme gælder fiskebådene. Fiskerne har haft et møde med myndighederne på Jersey og overlader nu opgaven om at finde en løsning til politikerne.

– Nu er det op til ministrene at finde en aftale. Vi vil ikke være i stand til at udrette meget mere, siger den franske fisker Ludoviz Lazaro til nyhedsbureauet AFP, og han får opbakning fra den franske regering.

Den franske regering ønsker ikke en optrapning af konflikten – kun at briterne holder sig til de aftaler, de har lavet med EU, da de trådte ud, og det bakker EU-Kommissionen dem op i. EU-Kommissionen oplyste i en udtalelse, at de nye betingelser for at fiske i Jerseys farvand var et brud på brexit-aftalen, som EU og Storbritannien blev enige om juleaften.

Formand for Grenaa Fiskeriforening: – Hvad er grunden til, at der ikke er fisk i de indre farvande?

I Grenaa Fiskeriforening mener formanden ikke, at man kan give trawlfiskerne skylden for at fiskene er forsvundet i de indre farvande

Formand for Grenaa Fiskeriforening: – Hvad er grunden til, at der ikke er fisk i de indre farvande?

I Grenaa Fiskeriforening mener formanden ikke, at man kan give trawlfiskerne skylden for at fiskene...