Kritik af dyr aftale mellem EU og Grønland

Danmarks Fiskeriforening kritiserer Grønland for deres ageren under forhandlingerne

Efter længerevarende forhandlinger har Grønland og EU nu indgået en ny partnerskabsaftale om EU’s fiskeri i de grønlandske farvande. Den nye 6-årige aftale vil give Grønland flere penge end den gamle aftale, samtidig med at EU’s fiskere får mulighed for at fange færre fisk end i dag, skriver Altinget.dk

De seneste fem år har Grønland modtaget et fast grundbeløb på omkring 125 millioner kroner om året fra EU. Den nye aftale vil give Grønland omkring 140,6 millioner kroner om året, hvorefter betalingen vil stige yderligere.

De langstrakte forhandlinger er gennemført på embedsmandsplan fra januar 2020 over flere forhandlingsrunder og talrige tekniske møder.

Det langstrakte forløb er blevet bemærket ude omkring i Europa.

– Vi og vores kolleger i de øvrige EU-lande synes ikke, at det har været et helt troværdigt forhandlingsforløb fra grønlandsk side, siger Kenn Skau Fischer, administrerende direktør for Danmarks Fiskeriforening.

Bruger mange ressourcer

Det indbyrdes dansk-grønlandske forhold har skabt undren i de andre EU-lande under forhandlingerne.

– Vores kollegaer har haft svært ved at forstå hvordan det kan være, at en lille del af kongeriget kan banke rundt med resten af kongeriget. Indtrykket er, at hele Danmark bruger relativt meget forhandlingskapital i Bruxelles på at få sådan en aftale på plads, siger Kenn Skau Fischer.

Bæredygtighed

Når EU er gået med til den nye model med færre fisk for flere penge, så skyldes det et EU-ønske om at fiskeriaftalen skulle kunne betegnes som bæredygtig i henhold til EU’s egen fælles fiskeripolitik. Og det har krævet, at man accepterer at måtte fange færre fisk end under den gamle aftale fra 2007.