Sælen hærger – også lystfiskerne er bekymret

10 sæler set i Vejle Å, og den lokale sportsfiskerforening er bekymret

Det er ikke kun erhvervsfiskerne, som er ved at få nok af sælerne. Også lystfiskerne melder sig i koret af bekymringer, bl.a. i Vejle Å, hvor sælen også har fundet vej. 

Det skriver Fredericia Dagblad.

–  Altså alene i dag har vi haft tre sæler i åen, og det er, selv om ørrederne for længst har trukket ud i havet, siger Finn Jensen, der er bestyrelsesmedlem i Vejle Sportsfiskerforening.

Sæler er, som bekendt, ikke ukendt i de danske farvande, og at de trækker op i fjordene for at søge føde er set før – et par stykker er normalt. Men i år slår både antal og hyppighed rekord, lyder det fra fiskerne i sportsfiskerforeningen. Fiskerne har fundet flere fisk, som sælerne har sprættet op og tømt for rogn. Generelt fanger de færre fisk end for ti år siden, og fiskene er blevet mindre. 

Altsammen bekymringer, som sportsfiskerne nu også står med. De har pt. ikke tænkt sig at søge om tilladelse til at skyde sæler, men det kan komme på tale, når de har set nærmere på erfaringerne fra sommerens gydesæson.