Debat: Fiskehandler kæmper forgæves mod danskernes fiskeforbrug

Fiskehandler Jakob Clausen tager fejl i sin kritik af opdrættet laks, mener Johan Nielsen fra Aquamind, som har skrevet dette debatindlæg

laks

Arkivfoto

En passioneret fiskehandler fra Århus, Jakob Clausen, er kommet med en 20 minutter lang video om opdrættet laks, hvor han redegør for sin holdning og opfordrer til, at man deltager i debatten, hvis man har noget faktuel viden.

Jeg tager hermed opfordringen op, det er fint, at man ikke har lyst til at spise en bestemt fødevare. Hvis Jakob Clausen ikke ønsker at spise opdrættet fisk, så skal han naturligvis lade være. Han kan også forsøge at overbevise sine kunder om sine holdninger, selv om de tilsyneladende er ligeglade.

Der er mange smagsdommere indenfor fødevarer, MSC, dyrevelfærdsmærker, imod opdrættet laks, kystfisker mærker etc. Det har ingen betydning. Forbrugerne har fokus på pris, kvalitet og smag, når de vælger fødevarer.

Opdrætslaks er populært, fordi det er lækkert, kan spises på mange måder; det er nemt at gå til og uden ben. Man kan endvidere stege det i lang tid, uden at det bliver tørt, og det er rigtig sundt med højt indhold af omega 3 og et lavt indhold af miljøgifte. Det egner sig også godt til sushi, da det er uden anisakis orm.

Laks virker som en bro for nye fiskespisere, som får succes oplevelser med laks og derefter kan prøve mere eksotiske varer som eksempelvis vilde danske fisk.

Norsk opdrætslaks skaber mange arbejdspladser i Danmark inden for røgeribranchen, fiskehandlen og eksempelvis lakseterminalen i Hirtshals.

Derudover kan man faktisk købe dansk opdrættet laks eller opdrættede regnbueørred, som i stor størrelse minder meget om laks.

Faktisk rummer opdræt af muslinger, stillehavsøsters og regnbueørred i havbrug et stort potentiale for at beskæftige danske kystfiskere. Man kunne nemt genskabe Bornholms fiskeindustri med en produktion af regnbueørred i havbrug.

Jakob Clausen kommer desværre med en række forkerte og misforståede påstande i sit rant. Dette er ikke godt, da vi professionelle skal basere vores viden på fakta og ikke påstande.

Det er eksempelvis ikke korrekt, at der går folk rundt i rumdragter og sprøjter fisken med kemikalier, eller at man sprøjter farve og fedtstoffer ind med kanyler. Det er derimod korrekt, at laksen vaccineres mod blandt andet furunkulose og andre sygdomme, når den er 50 gram. Dette er hovedårsagen til det meget lave antibiotikaforbrug hos opdrættet laks. Forbruget af antibiotika var højt i 1980´erne, men takket være stikvacciner er dette nu lavere end hos noget andet opdræt i hele verden.

Vi mennesker vaccineres også, ligesom grise, kyllinger med videre vaccineres.

Vacciner er selvfølgelig ikke naturlige; naturtilstanden er, at dyr og mennesker dør som fluer af alle mulige sygdomme.

Derefter fortsætter Jakob Clausen med at fortælle, at det er unaturligt at opdrætte fisk og fødevarer generelt, men fremhæver pludselig danske jordbær som en undtagelse. Jordbærplanten er naturligvis også opdrættet, ligesom 99 procent af de andre fødevarer, vi spiser. Faktisk er vilde jordbær meget små, mens dem, vi spiser, er genmanipulerede til at have otte sæt kromosomer, så bærrene bliver større. Også hvedeplanten og majsplanten har fået forøget deres kromosomsæt og er forædlet gennem tusindvis af år.

Alternativet til landbrug og opdræt er jo en jæger-samler-kultur, hvor vi fisker og jager de vilde dyr og samler de bær og frø, der findes i naturen. Dengang, det var moderne, blev mennesker 30 år gamle i snit, og den samlede befolkning på jordkloden var meget lille.

Jakob Clausen forklarer også, at der er bedre sporbarhed på opdrættede fisk, og at dette ikke findes på vilde fisk. Det er korrekt, men systemet har været i brug og blev kaldt SIF. Med dette danske system kunne man spore fisken helt tilbage til fiskekutteren fra køledisken. Dette system er dog blevet droppet af økonomiske årsager, men det er fuldt ud muligt at implementere det igen, hvis der er behov for det.

Til sidst roder Jakob Clausen lidt rundt i, at fedtindholdet i opdrættede atlanterhavslaks er højere end i vilde stillehavslaks. Dette er korrekt, men det er også forskellige arter. Østersø-laks er samme art som de opdrættede laks, og laks fra Østersøen er lige så fede som de opdrættede. Faktisk har dem fra Østersøen desværre lidt højere niveau af miljøgifte, så fødevarestyrelsen anbefaler gravide og kvinder, som vil være gravide, at undgå vilde laks fra Østersøen.

Jakob Clausen siger dog også mange rigtige ting i videoen, eksempelvis at der ikke er forskel på opdrætslaks fra Færøerne og Norge, og det er også helt korrekt, at der er for mange socialdemokrater og folk fra Enhedslisten.