Fiskeriet efter strandkrabber går strygende

I dag er Jens Henriksen den eneste fisker i landet, der udelukkende fisker krabber

Fiskeri efter krabber er bare sagen, mener Jens Henriksen - kongerigets nok eneste rigtige krabbe-fisker. Arkivfoto

Er man interesseret i fiskeri efter krabber, så bør man tage et nærmere kig på VE 234 Trine. Fartøjet ejes af Jens Henriksen, en mand der med rette kan betegnes som en pioner i dansk fiskeri. Han plejede at fiske med garn, men denne type fiskeri er nærmest umuligt at drive i dag. I stedet har Jens Henriksen kastet sig over fiskeri efter strandkrabber.

– Det er blevet næsten umuligt at fiske ål i Lillebælt og mange andre steder, fortæller Jens Henriksen.

– Men strandkrabberne? De er her i ufattelige mængder!

Han henviser til den manglende naturlige fjende, torsken, som tidligere holdt krabbebestanden i skak. Uden torsken har strandkrabberne fået frit spil, og Jens Henriksen ser derfor et stort potentiale i fiskeriet efter strandkrabber.

I dag er han den eneste fisker i landet, der udelukkende fisker krabber. Der er stadigvæk tale om forsøgsfiskeri, men han tror fuldt og fast på, at dette fiskeri har en stor fremtid.

Afsætning går godt

Fangsten igennem den seneste tid har ligget på 600 kilo krabber pr. tur med 250 tejner. Hver anden dag tømmes tejnerne, og krabberne fryses ned i en container, som bliver tømt, når fangsten når op på 15 tons. Og det er ikke svært at finde købere.

– Afsætningen er intet problem, og selvom priserne altid kunne være bedre, så klager jeg ikke, siger Jens Henriksen.
Interessen for Jens Henriksens nyskabende fiskeri er også voksende. Nogle fiskere har allerede været ude med ham for at lære mere om denne nye niche i dansk fiskeri.

– Jeg er spændt på fremtiden. Mængderne er der – og hverken sæl eller skarv er et problem, slutter Jens Henriksen.

Nye tilladelser til fiskeri af blåmuslinger i Limfjorden

Fiskeristyrelsen har den 17. oktober 2024 udstedt nye tilladelser til fiskeri efter blåmuslinger i Limfjorden i sæson 2024-25

Nye tilladelser til fiskeri af blåmuslinger i Limfjorden

Fiskeristyrelsen har den 17. oktober 2024 udstedt nye tilladelser til fiskeri efter blåmuslinger i Limfjorden...