Fiskeskipper Johnny Pedersen fra Hirtshals præsenterede fredag sine nye skånsomme fiskeredskaber for fiskeriminister Jacob Jensen (V) under et besøg på havnen.
Ministeren blev vist de såkaldte flydedøre, der erstatter traditionelle trawldøre, som slæber langs havbunden. Flydedørene flyder en meter over bunden og skåner dermed havmiljøet og havbunden. Det skriver TV2 Nord.
– Det er rigtig interessant at opleve, hvordan man udvikler redskaber, som i mindre grad rammer havbunden, men hvor man stadigvæk kan opretholde fiskeriet, sagde Jacob Jensen, der ser potentiale i teknologien.
Forventer samme fangst
Johnny Pedersen forventer ikke at fange mindre fisk med de nye døre og sparer samtidig 70.000 liter brændstof årligt, hvilket reducerer hans CO2-udledning med 178 tons.
Ministeren understregede behovet for mere data, men kaldte teknologien lovende både økonomisk og miljømæssigt.