Landbrugets udledning af kvælstof påvirker fiskelivet i danske fjorde og indre farvande, men spiller kun en mindre rolle for nedgangen i dansk fiskeri. Det skriver TjekDet.
Flere forskere peger på, at iltsvind, stigende havtemperaturer og algevækst presser fiskebestandene i de indre danske farvande. Samtidig understreger de, at det er vanskeligt at opgøre den samlede effekt på fiskeriet.
Ifølge professor Jane Behrens fra DTU Aqua bidrager både klimaforandringer og tilførsel af næringsstoffer til iltsvind, som presser fiskebestandene. Professor Jacob Carstensen fra Aarhus Universitet vurderer ligeledes, at landbruget har stor betydning for miljøtilstanden i fjorde og kystområder.
I Nordsøen og andre åbne havområder vurderes påvirkningen til gengæld at være begrænset, fordi vandudskiftningen i de områder er stor.
– 99 procent af de fisk, vi fanger, er på vanddybder på 20 meter eller derover. Vi fisker næsten ikke i kystzonen. Det har haft stor betydning i vores fjorde og kystområder. Men der hvor vi fanger allerflest fisk og skaldyr, har vi ikke set den store påvirkning, siger biolog hos Danmarks Fiskeriforening, Henrik Lund, til TjekDet.
Også professor Max Nielsen fra Københavns Universitet vurderer, at landbrugets påvirkning af det samlede danske fiskeri sandsynligvis er forholdsvis beskeden, fordi størstedelen af fiskeriet foregår i Nordsøen og andre åbne havområder.
Forskerne understreger samtidig, at der mangler dokumentation for at kunne sætte tal på, hvor meget landbrugets påvirkning af havmiljøet konkret har kostet dansk fiskeri.