GF Skagen: Hvorfor tage de danske fiskere som gidsel med kamera?

Både fiskere, formænd og borgmester stiller spørgsmålstegn ved beslutningen om kamera i Kattegat: Rent hykleri!

At Danmark går enegang og vil indføre kamera i Kattegat, er vist ikke gået nogle næser forbi – ej heller fiskerne i Skagen til den årlige generalforsamling, hvor formand John Jakobsen aflagde sin beretning: 

– Jeg havde håbet, at vi kunne undgå at komme så langt ud, som vi nu ser. Og – når nu kameraovervågning så skal indføres, så burde det da også gælde være nabolande, så der bliver lige vilkår for fiskere i EU. Hvorfor tage danske fiskere som gidsel og stille dem dårligere end andre?

En holdning som både fiskere, politikere og Danmarks Fiskeriforening bakker ham op i. Med kamera ryger den sidste snært af frihed, som fiskerne ellers priser, lød det fra salen. Man må ikke overvåge en dement, eller en sygeplejerske – men en fisker!

 

DFPO: Ens regler for alle!

– Der er stor frustration mange steder over beslutningen, og vi er enige. Fiskerne vil ikke overvåges. Det er ikke en god idé, og det har vi sagt klart og tydelig til både ministeriet og ministeren, sagde formand for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen, og tilføjede, at det har foreningen sådan set gjort siden politikerne først fik ideen i 2011:

– En ting har politikerne gennem tiden alle sagt meget tydeligt: At danske fiskere skulle behandles lige med andre europæiske fiskere. Og det er ikke tilfældet med den beslutning, som nu er truffet. Det er ikke lige behandling, og det er ikke fair over for dansk fiskeri. 

At beslutningen kommer samtidig med forhandlingerne om næste års kvoter, skriger til himlen. I stedet for at kæmpe for bedre kvoter, har politikerne brugt kræfterne forkert og kæmpet for kamera.

 

Borgmester: Rent hykleri

Der var dog ingen politiker til stede på generalforsamlingen, der var klar til at stå på mål for kamera. Tværtimod.

– Inden I råber skide socialdemokrat, så skal jeg minde om, at Eva Kjer Hansen også raslede med kameraerne. Men det gør det ikke bedre, sagde borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen, der efterlyste, at både folketingspolitikere og EU-parlamentarikere kom på banen i kamerasagen:

– Man rygsvømmer og kigger ned. Kun en fra DF har været ude at sige sin mening, alle de andre står faktisk bag, og hvis ikke de kan forklare det, så kan de heller ikke forsvare det. Der er ingen af dem, der stiller sig op. Det er rent hykleri. 

Formand for Grenaa Fiskeriforening: – Hvad er grunden til, at der ikke er fisk i de indre farvande?

I Grenaa Fiskeriforening mener formanden ikke, at man kan give trawlfiskerne skylden for at fiskene er forsvundet i de indre farvande

Formand for Grenaa Fiskeriforening: – Hvad er grunden til, at der ikke er fisk i de indre farvande?

I Grenaa Fiskeriforening mener formanden ikke, at man kan give trawlfiskerne skylden for at fiskene...