Efter 20 dages forhandlinger er Socialdemokratiet, Radikale, Enhedslisten og SF nået til enighed. Mette Frederiksen bliver Danmarks næste statsminister. Det bliver en ren S-regering bakket op af de tre andre partier.
Hvem der bliver minister – og heriblandt minister med ansvar for fiskeriet – er endnu uvist.
Ifølge Altinget går Mette Frederiksen til dronningen onsdag, hvor hun vil fortælle majestæten, at hun er klar til at danne regering. Også Lars Løkke vil møde hos dronning Margrethe, hvor han vil meddele sin afgang som statsminister.
Dermed kan Mette Frederiksen onsdag træde ud på Amalienborg Slotsplads som statsminister. Torsdag vil hun så præsentere sin regering, og afsløre, hvem der bliver ministre, og hvordan områderne bliver fordelt.