Rekordindtjening for garnfisker

260 kilo stenbiderrogn og rekordhøje priser gav rekordindtjening for skipper

Stenbider. Arkivfoto

Med 260 kilo stenbiderrogn og en tårnhøj kilopris på auktionen i Hanstholm, opnåede garnfisker Tonny Kristensen med fartøjet HM 8 Mikamale den højeste indtjening på én dag. Hammerslaget landede på 575 kr. kiloet, hvilket vil sige lige i nærheden af 150.000 til skipper. Det skriver Nordjyske Stiftstidende.

-Den rogn, vi lander i øjeblikket, får vi bare en høj toppris på, så vi behøver ikke de samme mængder som tidligere, siger han.

Normalt er det kun de første tidlige fangster, der kan sælges til den pris, og herefter plejer prisen at falde til omkring 100 kroner kiloet.

Men sådan er det ikke i år.

-Tirsdag solgte vi stenbiderrogn til 575 kroner kiloet, og det er på nuværende tidspunkt mellem tre og fire hundrede kroner højere end sidste år, siger Jesper Kongsted, auktionsleder ved Hanstholm Fiskeauktion, til Nordjyske Stiftstidende.

De høje priser gør det bare endnu mere spændende at være auktionsmester.

-Det er sjovt. Vi har altid nogle forventninger til, hvor priserne ender, men de seneste uger har priserne flyttet sig halvanden til tohundrede kroner over det, siger han.

Lidt til bogen

Pengene fra den rekordhøje indtjening for skipper Tonny Kristensen skal bruges til at lave lidt på fartøjet, og så skal der gemmes til en regnvejrsdag.

-Når vi om en måned eller halvanden slår over og begynder at fiske efter rødspætter, kan vi jo risikere, at det kommer til at gå lige så dårligt som med torsken. Så er det godt at have noget på bogen.