Den danske skibsbygger Karstensens Skibsværft i Skagen har fået et nyt fartøj i ordrebogen. Det oplyser værftet på sin hjemmeside. Der er tale om en pelagisk trawler på 69,99 meter, der er er bestilt af det norske rederi Gollenes AS fra Fosnavåg.
Rederiet driver kombineret trawlfiskeri, dels pelagisk efter sild og makrel og dels efter industrifisk kombineret med konsumfisk/hvidfisk. Det nye fartøj skal drives efter samme principper.
Rederiet blev etableret i 1950’erne og aktieselskabet skiftet i 2008 af Asbjørn Ose og Frode Kvalvik. Dette fartøj bliver deres tredje nybygning, og skal afløse nuværende Gollenes, leveret fra Karstensens Skibsværft i 2011. Rederiet ledes af skipper Frode Kvalsvik, og næste generation Ose/Kvalsvik er også ombord i form af Ivar Ose Bjørneset og Willy Kvalsvik.
De udtrykker tilfredshed over at være kommet i mål med denne aftale med Karstensens Skibsværft, og glæder sig til at komme i gang med byggeriet.
Karstensens Skibsværft har med nye ”Gollenes” i alt 14 fiskefartøjer i ordrebogen til levering i løbet af de kommende 3 år.
Godt samarbejde
Rederi og værft har lige siden kontrahering af eksisterende Gollenes, for mere end 10 år siden arbejdet tæt sammen.
Det nye projekt er derfor en naturlig forlængelse af det succesfulde og konstruktive samarbejde.
Karstensens Skibsværft glæder sig over den tillid Frode Kvalsvik og resten af rederiet har udviser med denne ordre. Tilbagevendende kunder er uvurderlig reklame. I lighed med de øvrige skibe, som værftet har under bygning til redere i Irland, Skotland, Norge, Sverige, Færøerne og Danmark, er også nye ”Gollenes” af eget design.
Sikkerhed og arbejdsforhold i top
Design, indretning og arrangementer er blevet til i et meget nært samarbejde mellem rederi og værft. Rederiet har været optaget af innovative løsninger, og der har været lagt megen vægt på at optimere arbejdsforhold, sikkerhed og komfort for besætningen. Mange erfaringer fra rederiets nuværende skib og værftets portefølje har været diskuteret og vurderet undervejs i design-processen.
Sikkerhed og arbejdsforhold er specielt tilgodeset ved, at ”Gollenes” i modsætning til nuværende vil have hele lastedækket som vandtæt.
Den grønne profil er i høj grad varetaget i form af praktiske og effektive løsninger. Der er stor fokus på skrogets udformning, og optimering i forhold til ”Gollenes”s driftsprofil. Dette med tanke på lavest mulige brændstofforbrug og dermed udslip.
I tillæg udrustes fartøjet med elektriske wincher, elektrisk fiskepumpe, varmegenvinding fra alle motorer, LED belysning overalt samt en række andre tiltag for at sikre lavet mulige energiforbrug.
Nye ”Gollenes” skal leveres i marts 2023.