Sidste år kæmpede Søren Gade, Henrik Skaarup Lund fra Danmarks Fiskeriforening og fiskehandler Jakob Clausen ihærdigt for at der i fremtiden skal danskfanget tun på danskernes tallerken. Danmark skulle have deres helt egen tunkvote.
Og nu har også fiskeriminister Rasmus Prehn kastet sig ind i kampen, for at skaffe kvote på den eftertragtede fisk. På Rasmus Prehns Instagram kunne man i går læse, at fiskeriministeren har sat alle sejl ind, for at sikre Danmark en kvote på den blåfinnede tun, der er vendt tilbage til de danske farvande, efter at have været forsvundet i næsten 50 år.
Rasmus Prehn skriver i sit opslag, at han sammen med den spanske landbrug- og fiskeriminister Louis Planas, har sat embedsværket i gang med at undersøge mulighederne for, at Danmark kan en andel af den europæiske tunkvote. Det fremgår yderligere af ministerens opslag, at han sammen med H.K.H Kronprinsen har planer om at deltage i sommerens mærkningsprojekt af tun i Skagen.
– Jeg klemmer på for den blåfinnede tun. Splitte mine bramsejl! Kom nu Spanien, Frankring, Portugal og andre tun-fiskende lande. Hjælp Danmark med en kvote til tun!, afslutter Rasmus Prehn sit opslag.