Shetland Fishermen’s Association (SFA) og Scottish White Fish Producers’ Association (SWFPA) ønsker at reformere den måde, fiskeriet bliver forvaltet på i Nordsøen. Fremover vil de selv finansiere undersøgelserne af fiskebestande i Nordsøen, da de mener, at det nuværende forvaltningssystem har fejlet. Det skriver Fiskerforum på sin hjemmeside.
Vreden er stor blandt de to organisationers medlemmer, der alene repræsenterer over 80 procent af Storbritanniens hvidfiskfangster. De har fået nok af den ligegyldighed, de føler de møder, fra både ICES – Det Internationale Havundersøgelsesråd og fra fiskerimyndighedernes side.
De britiske Fiskeriorganisationerne planlægger at henvende sig til de respektive fiskeriorganisationer i både Norge og Danmark for at sikre, at arbejdet dækker hele området omkring den nordlige Nordsø.
– Fiskeskippere generelt er frustrerede, modløse samt irriterede over et fejlslagent forvaltningssystem, der bringer økonomisk og fornuftigt drevne fiskefartøjer i fare for at bukke under, lyder det fra formanden for SFA, James Anderson.
– Det kan ikke være rigtigt, vi har mistet al tro på fiskeriforvaltningen. Men vi har ikke råd til at vente på at tingene retter sig, så nu vil vi i stedet handle sammen med andre for at rette op på dette. Dårlige kvoteanbefalinger betyder alverden i vores forretning, derfor ønsker vi en rådgivning, der mere flugter med den mængde fisk, vi møder i havet, påpeger han.