Danmarksdemokraternes folketingsmedlem Søren Espersen var fredag på besøg i Esbjerg, hvor han blandt andet var om bord på rejefisker Niklas Davidsens fartøj RI 159 Samanta.
Her fortalte Niklas Davidsen om nogle af de udfordringer, han som fisker slås med i disse år.
Niklas Davidsen konstaterede, at med de nuværende brændstofpriser er det mere end almindeligt svært at holde økonomi i fartøjet.
Samtidig har politikerne på Christiansborg besluttet, at fiskeriet skal pålægges en CO2-afgift, som vil gøre brændstof endnu dyrere.
Niklas Davidsen fortalte også om udfordringer med dårlig biologisk rådgivning, om den ofte nidkære kontrol med fiskerne og om frygten for, hvad de mange havmølleparker kommer til at betyde for fiskeriet.
– Det er lag på lag på lag. Vi presses fra alle sider, konstaterede Niklas Davidsen.
Søren Espersen fik også en rundvisning på fartøjet, hvor Niklas Davidsen forklarede, hvordan det foregår, når han er på havet efter rejer.
– Det gør et stort indtryk at høre om, hvordan det foregår og at høre om de udfordringer, man slås med. Jeg synes, det er forargeligt, at man på den her måde er i gang med en langsom kvælning af erhvervet. For det er sådan, det virker på mig, sagde Søren Espersen.
– Jeg vil ikke stå her og love, at vi kan udrette mirakler – de, der gør det, de lyver – men jeg håber, at vi kan blive tungen på vægtskålen i nogle af de her sager, og jeg kan roligt sige, at vores formand, Inger Støjberg, går meget op i, at der skal være gode forhold for både landbruget og fiskeriet. Det er noget, der betyder rigtig meget for hende, sagde han.