I disse dage samles EU’s fiskeriministre i Bruxelles til forhandlinger om, hvordan fiskekvoterne i Nordsøen, Kattegat og Skagerrak skal fastsættes for 2024.
Danmark har her særligt fokus på at sørge for gode rammer for fiskeriet i Kattegat, hvor torskebestanden har det dårligt. For at fiskeriet efter især jomfruhummer kan fortsætte, er der behov for at fastsætte en passende bifangstkvote, samtidig med at torskebestanden fortsat beskyttes.
Fiskeriforhandlingerne mellem EU-landene forventes afsluttet senest tirsdag.
-Fiskerne spiller en vigtig rolle for lokalsamfundene langs de danske kyster. Derfor handler det her både om fiskerimuligheder for de danske fiskere, men det handler også om de små lokalsamfund rundt omkring i Danmark. Der skal både være fisk til i dag og til fremtiden. Og vi skal selvfølgelig bruge de muligheder der er, så fiskerne kan sikre en bæredygtig forretning. Det er afgørende for mig, at vi til forhandlingerne får skabt den rette balance mellem økonomi og miljøhensyn, siger fiskeriminister Jacob Jensen (V).
Vigtige fiskeriaftaler mellem EU, Storbritannien og Norge er indgået
Fredag landede tre vigtige aftaler for dansk fiskeri – den trilaterale fiskeriaftale mellem EU, Storbritannien og Norge og de bilaterale fiskeriaftaler mellem EU og Norge og mellem EU og Storbritannien.
Sidste år trak forhandlingerne mellem EU og Norge ud, så den endelige aftale først landede i midten af marts 2023. Det betød, at de danske fiskere ikke havde adgang til norsk farvand i næsten tre måneder.
I år er alle tre aftaler indgået inden rådsmødet. Det betyder, at der er adgang til norsk farvand fra 1. januar 2024, og at de danske fiskere kan få fuld klarhed over næste års fiskerimuligheder, når rådsmødet er afsluttet.
– Jeg er rigtig glad for, at alle tre aftaler mellem EU, Norge og Storbritannien allerede er landet, inden vi tager til rådsmødet i dag. Vi har fra dansk side arbejdet benhårdt for at lande alle aftalerne inden årets udgang, så vi undgår, at de danske fiskere står i samme frustrerende situation, som de gjorde sidste år. Med aftalerne er der udsigt til fine stigninger i kvoterne for vigtige arter som torsk, kuller og sej i Nordsøen og Skagerrak. Det sker på baggrund af en positiv udvikling i bestandene. Så jeg er rigtig godt tilfreds med den tidlige julegave, vi kan give fiskerne i år, siger Jacob Jensen.