Få ryddet skabet og lad os få jeres nye såvel som brugte gummistøvler til et godt formål!
Sådan lyder opfordringen fra Danmarks Fiskeriforening og foreningen Frihed for Ukraine, der er gået sammen om at indsamle og bringe gummistøvler til de ukrainske soldater.
Soldaterne mangler nemlig gummistøvler. Der er vådt og koldt i skyttegravene – og fodtøj er derfor i høj kurs i krigen mod Rusland.
- Det er en vigtig sag, som vi selvfølgelig bakker op om, og vi håber, at fiskerne og de lokale fiskerforeninger vil være med til at gøre en forskel for de ukrainske soldater, som hver dag sætter deres liv på spil i den grufulde krig mod Rusland, siger Kenn Skau Fischer, der er direktør i Danmarks Fiskeriforening.
Foruden gummistøvler kan fiskere og lokalforeninger også støtte sagen med donationer i form af penge. De vil blive brugt på at købe gummistøvler til soldaterne.
Danmarks Fiskeriforening har doneret 10.000 kroner.
Alle bidrag gør en forskel
Hos Frihed for Ukraine sætter man stor pris på samarbejdet med fiskerne og slår fast, at et hvert bidrag gør en forskel. Selv 50 kroner eller et par brugte støvler vil der blive sat pris på. For gummistøvlerne behøver absolut ikke at være perfekte.
Størrelse, facon og mærke spiller ingen rolle, bare de er i en brugbar stand, som kan holde soldaternes fødder tørre.
- Som man kan se på billederne, er der meget mudder i bunden af skyttegravene. Godt nok lægger de brædder og europaller ud, men det er ikke nok. Soldaterne får fire par støvler om året fra den ukrainske hær, men et par holder kun en måned – derfor er det virkelig en fantastisk hjælp, hvis fiskerne vil hjælpe med at skaffe gummistøvler, siger Jens Alstrup, som er formand for Frihed for Ukraine.
Lastbiler sendt afsted
Siden krigens start har Frihed for Ukraine gjort en stor indsats for at hjælpe den krigsramte nation. I begyndelsen havde de mest fokus på at informere om sagen, men som tiden er gået, samler de mere og mere ind.
- Vi har sendt flere lastbiler afsted med værnemidler fra det offentlige, samt fra private virksomheder, som har doneret forskellige ting, fortæller Jens Alstrup.
Forhåbentlig varer det ikke længe, før de også kan sende gummistøvler afsted til Ukraine.
9. december samler Frihed for Ukraine støvlerne sammen, som forhåbentlig kan blive en varm julegave til soldaterne.
Støt den gode sag – sådan gør du
Det er muligt både at støtte med gummistøvler og med donationer
GUMMISTØVLER
Gummistøvlerne må være nye såvel som brugte. Størrelsen, mærket og faconen er fuldstændig underordnet, bare standen er ok, så de kan holde soldater og andres fødder tørre. Det er muligt at aflevere gummistøvler i Frihed for Ukraines indsamlingssteder eller på Danmarks Fiskeriforenings hovedkontor i Taulov. Her vil de blive hentet 9. december – så kan de nå at blive til varme julegaver. I kan også aflevere gummistøvlerne i jeres lokale fiskeriforening.
Indsamlingssteder Sjælland
- Åsvejen 22 • 4330 Hvalsø
- Bryggerstien 2 • 4030 Tune
- Årslev Engvej 1 • 4200 Slagelse
- Egeskoven 4 • 4600 Køge
- Nedermarken 8 • 4735 Mern
- Toeltvej 24 • 3050 Humlebæk
- Nyelandsvej 46 • 2000 Frederiksberg
- Bjergvej 6 • 4848 Nørre Alslev
Indsamlingssteder Fyn
- Nøglens Kvarter • 5220 Odense SØ
- Reventlowsvej 22 • 5600 Faaborg
Indsamlingssteder Jylland
- Nannerupvej 5 • 7870 Roslev
- Kodalsvej 8 • 6971 Spjald
- Ewaldsvej 24 • 8752 Østbirk
- Hiort Lorenzens Vej 30 B, st. • 6100 Haderslev
- Hellesøvej 29 • 6430 Nordborg
PENGE-DONATIONER
Det er også muligt at støtte med donationer i form af penge. Donationerne skal sendes på mobilepay til Danmarks Fiskeriforening på 276493.
Det kan være lokalforeningen, som i bestyrelsen vælger at donere penge. Det kan også være fiskerne selv. Alle beløb gør en forskel og vil blive værdsat.
I kommentarfeltet skriver du: Ukraine + lokalforening/eget navn.