Gør det til en vane at bruge redningsvesten

En dødsulykke på et Hvide Sande-fartøj tidligere på året har gjort indtryk på de lokale fiskere

Arkivfoto

Hvordan servicerer jeg min oppustelige redningsvest, var overskriften da Fiskeriets Arbejdsmiljøråd inviterede fiskerne i Hvide Sande til info-dag.

Konsulent Erik Pedersen gav de fremmødte fiskere en grundig gennemgang af forskellige typer redningsveste, som er velegnede som arbejdsveste på havet, ligesom det også blev demonstreret, hvordan de automatiske opblæsningssystemer fungerer.

– Det vigtigste er, at I, hver gang I sejler ud, har vesten på. Gør det til en vane, at den altid skal være om halsen på jer, når I skal afsted, lød det klare budskab til de otte fiskere, som var mødt op på Sydvestjysk Fiskeriforenings kontor for at blive klogere på brugen af arbejdsveste.

Mistet kollega

Undervejs var der masser af spørgsmål til Erik Pedersen og ikke mindst om, hvordan den personlige nødsender PLB virker, og hvordan den kan monteres i redningsvesten. Spørgsmål til, hvor meget en vest kan bære oppe, var også et emne, som optog fiskerne.

– Efter at vi her i foråret mistede en god kollega, da han faldt overbord, er jeg begyndt at bruge vesten. Jeg var selv med ude og lede efter ham, og det gav virkelig stof til eftertanke. Når jeg er her i dag, er det faktisk for at se, hvad der findes af veste, som er knap så tunge, som den jeg har i øjeblikket, lød det fra Niels Carl Nielsen, som fisker alene fra kutteren RI 89.

– Jeg har lovet min kone, at jeg altid vil have vesten på, når jeg sejler ud. Det er faktisk kun et spørgsmål om tilvænning. De nye veste fylder ikke særlig meget, og så er vægten på dem også ret begrænset, lød det fra Hardy Hoelgaard, som fisker med RI 126, som er et enmandsbetjent fartøj.

Sløseri med rutiner

– Det største problem er, at vi bliver for sløsede med de rutiner, som hører med til fiskeriet. Vi tænker ikke nok over, hvad vi gør, og hvad konsekvensen kan være. Og så sker det bare lige pludselig, lød det fra Palle Frihed, som gennem mange år har fisket fra Hvide Sande.

– Statistikken viser i dag, at der i dansk erhvervsfiskeri har været 8 dødsulykker under fiskeri fra 2016 til juli 2024, heraf er 7 af disse på enmandsbetjente fartøjer, og senest har der været en ulykke i slutningen af maj i år. Men vi har heldigvis også eksempler på, at uheld er endt godt. Her vil jeg vil gerne anbefale jer at se ind på Fiskeriets Arbejdsmiljøråd hjemmeside. Der kan I se videoen med Thomas Pedersen fra Thorsminde. Her fortæller han om, hvordan han faldt overbord, og hvordan han fik sig kæmpet ombord og derved reddede livet. Det er en rigtig solstrålehistorie, lød det fra Erik Pedersen, inden han takkede af og ønskede fiskerne god vind fremover.

Nye tilladelser til fiskeri af blåmuslinger i Limfjorden

Fiskeristyrelsen har den 17. oktober 2024 udstedt nye tilladelser til fiskeri efter blåmuslinger i Limfjorden i sæson 2024-25

Nye tilladelser til fiskeri af blåmuslinger i Limfjorden

Fiskeristyrelsen har den 17. oktober 2024 udstedt nye tilladelser til fiskeri efter blåmuslinger i Limfjorden...