For at passe på bestanden må der fra 15. maj til 15. juni ikke fiskes direkte efter tunger i Skagerrak, Kattegat og vestlige Østersø.
Sådan lyder den nyeste regulering fra myndighederne, hvor nærmere præcist garnfiskeri med 90-119 mm masker er forbudt.
– Vi er endt med en regulering, som både er bæredygtig og tager hensyn til fiskeriet. På den ene side passer vi på tungebestanden her i gydeperioden, og på den anden side er reglerne nu skruet sammen sådan, at vi fortsat kan fiske efter andre fladfisk. Ministeriet har lyttet til vores anbefalinger og har fundet en balance mellem bestandshensyn og fiskeri – det skal de også have ros for, påpeger Ole Lundberg Larsen, direktør for Fiskeri og Bæredygtighed i Danmarks Fiskeriforening, der bakkes op af John Jakobsen, der er formand for Skagen Fiskeriforening og mangeårig garnfisker:
– Det er absolut brugbart. Her hos os, og også i Hirtshals, fanger man typisk rødspætter med 130 eller 135 mm. Det er redskaber, som vi allerede har.
Så det er bare med at komme på fiskeri, så længe man går langt uden om tungerne. Der må maksimalt være 30 procent bifangst af tunger pr. landing.
Aftalen om, at tungerne skal have en pause i en måned, stammer fra sidste års forhandlinger om fiskerikvoterne. EU-Kommissionen ønskede en meget restriktiv kvote, medmindre man indførte tiltag, der kunne hjælpe bestanden på vej. Man endte med at reducere kvoten med 37 procent og at indføre en lukkeperiode for målrettet fiskeri i gydeperioden.