Nye regler for fiskeri i den svenske del af Kattegat

EU har vedtaget nye fiskeriregler for det beskyttede område Nordvästra Skånes havområde i Kattegat, som træder i kraft 6. juli 2026

De nye fiskeriregler, der er vedtaget i EU, og som træder i kraft 6. juli 2026 gælder for alle EU-fiskere – herunder danske fartøjer, der fisker eller gennemsejler området ved Nordvästra Skånes havområde.

Formålet med de nye regler er at beskytte marsvin og andre sårbare bundhabitater i det marine beskyttede område.

Derfor vil området fra 6. juli blive opdelt i tre zoner med forskellige restriktioner:

Nordlig zone

I den nordlige zone indføres følgende regler:

  • Forbud mod fiskeri med bundslæbende redskaber.
  • Forbud mod fiskeri med garn, ruser og langliner i perioden 15. november til 15. marts.
  • I perioden 16. marts til 14. november er fiskeri med garn kun tilladt ved samtidig anvendelse af godkendte pingere.

Fiskefri zone

I den fiskefri zone, som omfatter naturreservatet Skånska Kattegatt, er alt fiskeri forbudt hele året.

Sydlig zone

  • I den sydlige zone indføres følgende regler:
  • Forbud mod fiskeri med bundslæbende redskaber.
  • Forbud mod fiskeri med garn, ruser og langliner.

Krav og regler

De svenske myndigheder kan under særlige omstændigheder give tilladelse til visse former for erhvervsfiskeri i området. Eventuelle tilladelser vil være underlagt særlige vilkår, herunder krav om anvendelse af pingere.

Der vil også være obligatoriske krav om AIS, hvor alle erhvervsfiskefartøjer, som opholder sig i området – uanset zone – skal være udstyret med og have et aktivt AIS-system.

Ligeledes vil der være særlige regler for gennemsejling af området, som fortsat vil være tilladt på følgende betingelser:

  • Alle fiskeredskaber om bord skal være forsvarligt bortstuvet.
  • Fartøjet skal sejle direkte gennem området uden afbrydelse.
  • Farten må ikke komme under 6 knob, medmindre der foreligger force majeure.

Ved force majeure skal fartøjsføreren straks underrette de relevante myndigheder.

Bemærkning fra DFPO

De nye regler er vedtaget som EU-lovgivningen gennem Kommissionens delegerede forordning, og det ændrer den eksisterende forordning om fiskeriregulering i beskyttede områder.

Reglerne gælder derfor direkte for danske fartøjer, ligesom de gør det på samme måde for svenske fartøjer.

Danmarks Fiskeriforening PO anbefaler, at medlemmer med aktiviteter i Kattegat og den nordlige del af Øresund sætter sig grundigt ind i de nye zoneinddelinger og regler inden ikrafttrædelsen den 6. juli 2026.

Skulle der opstå spørgsmål i forbindelse med de nye regler, er man velkommen til at kontakte DFPO’s chefkonsulent Jacob Handrup på telefon 51 68 65 26 eller mail jh@dkfisk.dk.

Fisker efter dramatisk kontrolaktion: Det var som en scene fra en film

Pistoler, håndjern og en gennemsøgning af hele fartøjet. Det gik voldsomt for sig, da en ung Hanstholm-fisker pludselig fik de tyske myndigheder om bord

Fisker efter dramatisk kontrolaktion: Det var som en scene fra en film

Pistoler, håndjern og en gennemsøgning af hele fartøjet. Det gik voldsomt for sig, da en...