500 millioner kroner afsat til Danmarks nye Havnaturfond

Havnaturfonden forventes oprettet ved lov i foråret 2025

Arkivofoto

Regeringen og partierne RV, SF, EL og K har nu indgået en aftale om den længe ventede Havnaturfond, der efter planen skal bidrage til genopretning af danske havområders natur og biodiversitet.

Det skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

Der er afsat i alt 500 millioner kroner til fonden. Midlerne skal bruges på konkrete naturgenopretningsprojekter og indsamling af data. Dette fordi, at det danske havmiljø er mange steder i dårlig stand på grund af årtiers nedprioritering.

Behov for mere viden

Da der er behov for mere viden om effekterne af naturgenopretning, afsættes der 25 millioner kroner allerede i 2024 til blandt andet opskalering af genopretningen af Taarbæk Rev, screeningsundersøgelse af stenrevs genopretningspotentiale i Storebælt, kortlægning af områder til naturgenopretning i danske havområder m.m.

Aftaleteksten foreskriver, at projekter med størst mulig natureffekt vil få den højeste prioritet, og at indsatserne vil blive overvåget for at bidrage med ny viden til fremtidige projekter.

Det er besluttet, at Havnaturfonden vil modtage 25 millioner kroner i 2024, 100 millioner kroner i 2025 og 75 millioner kroner årligt fra 2026 til 2030.

Havnaturfonden skal også bidrage med ny viden om sameksistens mellem vedvarende energi og miljøhensyn. Frem til 2030 vil 315 millioner kroner blive fordelt til naturgenopretningsprojekter.

Digital infrastruktur

En del af midlerne vil blive brugt til at udvikle en digital infrastruktur til lagring og deling af miljødata samt et værktøj til analyse af havets økosystemer. Denne løsning skal gøre det muligt at genanvende data på tværs af projekter, hvilket skaber en fælles vidensbank og dermed sparer både tid og penge.

Havnaturfonden forventes oprettet ved lov i foråret 2025, og miljøministeren vil i samarbejde med klima-, energi- og forsyningsministeren udpege et rådgivende udvalg af brancheorganisationer, grønne organisationer og fageksperter, som skal komme med forslag til nye projekter.

Den endelige beslutning om indsatser træffes af aftalekredsen.

Den konkrete aftaletekst partierne imellem kan læses her (pdf)

Nye tilladelser til fiskeri af blåmuslinger i Limfjorden

Fiskeristyrelsen har den 17. oktober 2024 udstedt nye tilladelser til fiskeri efter blåmuslinger i Limfjorden i sæson 2024-25

Nye tilladelser til fiskeri af blåmuslinger i Limfjorden

Fiskeristyrelsen har den 17. oktober 2024 udstedt nye tilladelser til fiskeri efter blåmuslinger i Limfjorden...