I et lille rødstenshus i Nordhavnsgade i Bagenkop var der spænding hos hele familien Holm lørdag den 28. april 2026. Det var dagen, hvor den traditionelle sydlangelandske Skibefest blev afholdt. Og hvor Pernille og Lasse Holms ældste søn, Patrick, var udvalgt til at gå i procession og føre de nyrestaurerede kirkeskibe sikkert tilbage til de lokale kirker.
Begivenheden trak flere hundrede langelændere til byen iført deres pæneste tøj og flag i hænderne.
– Det var en stor dag. Jeg tudede næsten hele dagen, fordi jeg var så stolt af Patrick. Han er så sej. Og så var han med som den eneste fisker i optoget, siger Pernille og åbner døren til terrassen i stuen. Herfra er der udsigt over havnen og et glimt af Langelandsbæltet.
Patrick er 18 år og i gang med erhvervsfiskeruddannelsen på North Sea College i Thyborøn. Pernille er den første, han ringer til, når en eksamen er veloverstået. Eller når han er bange for, om han består og trænger til at tale med sin mor.
– Jeg siger sommetider til ham: ’Du kan godt, for helvede. Bare bliv ved, min dreng’. Og jeg ser, hvordan han klarer sig godt og er blevet voksen. Det er virkelig dejligt, at han har fundet sin rette hylde efter en svær tid i folkeskolen, fortæller Pernille Gry Holm.
Forelsket i en fisker og i fiskeriet
Man er ikke et sekund i tvivl om, at 42-årige Pernille står lige bag sin søn med arme og hjerte fyldt med støtte. Og det samme gælder, når talen falder på den første fisker i hendes liv, ægtemanden Lasse på 44.
– Vi mødte hinanden til min 20-års fødselsdag. Det er 22 år siden nu. Jeg vidste bare, at det skulle være ham. Og det, med at han var fisker og væk 14 dage ad gangen, bekymrede mig ikke, siger hun og ler.
Pernille kendte intet til fiskeriet, før hun mødte Lasse. Hun voksede op i Jægerspris på Sjælland med en far, der var murer og en mor, som arbejdede som pædagog. Havet lå en god bustur væk, og fisk var ikke noget, hun havde på menuen.
Eventyrlystent kastede hun sig ind i forholdet, som bragte hende til Skagen, hvor Lasse fiskede i en periode. Et par år efter besluttede de at flytte til Bagenkop, hvor Lasse kunne få hyre. Ingen af dem kendte ret meget til byen, men det er nu 15 år siden, og de er smeltet sammen med de lokale.
Nogle af de første oplevelser med sammenholdet omkring fiskeriet fik Pernille og familien på havnen, hvor alle hjalp alle med at losse fisk.
– Det var så hyggeligt, når alle gav et nap med. Børnene var også vilde med at være på havnen. Jeg kan huske, hvordan både Patrick og hans søster, Mathilde, fik små gummibukser på, så de lignede rigtige fiskere, siger hun og finder nogle gamle billeder af børnene frem på mobiltelefonen.
Lasse skal ikke være hjemme hele tiden
I dag er der ikke længere et aktivt erhvervsfiskeri i Bagenkop. De små fiskerhuse er forvandlet til butikker, caféer og et museum. Og Lasse har måttet drage til Nordjylland og fiske, selv om han hellere ville blive derhjemme.
– Lasse taler om at stoppe med at fiske, fordi han ikke længere orker at kæmpe med så mange regler. Og så er han slidt i kroppen efter en knallertulykke som ung, og det mærker han mere nu, hvor han bliver ældre. Jeg støtter ham i det, han vil i sin fremtid. Men han skal ikke hjem og gå ved mig hele tiden, for det har vi ikke været vant til nogensinde, siger Pernille med et smil og tilføjer:
– Det tror jeg heller ikke, vores parforhold vil kunne holde til.
Hun ser ingen splittelse i sin støtte til de to generationer af fiskere, selv om den ene vil ud af branchen. Og den anden drømmer om en fremtid netop dér. Tværtimod glæder hun sig over, hvordan Lasse guider Patrick i sit erhverv og blandt andet har haft ham med i praktik på sit fartøj.
– Jeg tror på, at Patrick får en god fremtid. Lige nu arbejder han hos en sød fisker i Thyborøn. Og hvis han ikke længere kan det, kan han måske videreuddanne sig, siger Pernille, der selv arbejder som sosu-hjælper på et plejehjem i Rudkøbing.
Vand er fællesnævneren
Krabbekløerne knaser under Pernilles fødder, da hun bevæger sig ud på en lille bådebro i Bagenkop Havn. Til den ene side ligger en rød kasse med krabbegrej, som hendes yngste dreng er glad for.
På den anden side er hendes ældste drengs lille fiskefartøj fortøjret. Det skal snart trækkes på land, slibes, males med lyseblå maling og døbes ’Mathilde Philip’, som er navnene på Pernilles yngste børn på 14 og otte år.
Lidt derfra ligger motorbåden ’Gry’, som familien bruger til ture ud på havet med picnickurv og badetøj. Det er hendes svigerfar, der har døbt den.
– Vi lever i vand, siger Pernille, der selv elsker at bade og gerne ligger ved stranden med sin veninde, når hun har ledige stunder i kalenderen om sommeren.
Og til februar er der et stort kryds i kalenderen, for der får Patrick overrakt sit eksamensbevis som erhvervsfisker.
Så ved Pernille, at lommetørklædet skal frem endnu en gang.
Læs også:
