’Uh, det må være hårdt.’
Den sætning har Lene Dybdahl Møller hørt mange gange. Ordene er blevet udtalt af fremmede, når hun fortæller dem, at hun er gift med en fisker og mor til to.
Men selv har den 58-årige kvinde aldrig tænkt, at hendes situation skulle være særlig hård at være i. Heller ikke da sønnerne var små, og hun i ugevis stod alene med ansvaret for aflevering i børnehaven, madlavning, vasketøj og alt det andet, der følger med børn i huset.
– Jeg har jo aldrig kendt til en anden måde at leve på, siger hun med et smil.
Familien boede i Hvide Sande i en lukket vejlomme, som udelukkende bestod af fiskerfamilier. Seks styk side om side i nybyggede huse. Mændene tog ud at sejle på skift, mens kvinder og børn med fordel kunne drage nytte af hinanden i mellemtiden.
– Børnene løb jo ind og ud hos hinanden for at lege. Og vi mødre kom til kaffe, lånte en kop sukker eller hjalp med at passe de andres børn, når der var brug for det. Det var fedt, og flere af dem er nære venner i dag, fortæller Lene Dybdahl Møller, der også havde god støtte i sine svigerforældre, som boede i samme by.
Vænnede sig hurtigt til livet som græsenke
Lene Dybdahl Møller var ganske ung, da hun mødte den jævnaldrende Verner. De mødtes på hendes 20-års fødselsdag, husker hun. Da han fortalte, at han var fisker og ofte var på havet i flere uger ad gangen, blev hun ikke skræmt. Tværtimod kunne hun se fordelene ved, at han var selvstændig og selv kunne planlægge sit arbejdsliv.
Da børnene kom til, vænnede Lene sig hurtigt til at klare opgaverne i hjemmet som græsenke. Og når Verner var hjemme, glædede hun sig over, at han havde god tid til at lave mad og være en nærværende far.
– Mange gange har han taget dem med på havnen på sine hjemmedage for at gå en runde, snakke med vodbinderne og gå forbi pølsevognen med drengene. Det var hygge, og i mellemtiden fik jeg lidt ekstra tid til mig selv og mit arbejde, siger Lene, der ind til for nylig var ansat i et lokalt pengeinstitut. Sønnerne Rasmus og Anders er i dag 33 og 30 år og flyttet hjemmefra.
Nyder at servere fisk for danskerne
Ved det lange mørke spisebord i Lene og Verners nye hjem i Ringkøbing er der ofte fiskeretter på menuen. Det siger måske sig selv i en fiskerfamilie, men Lene nøjes ikke med at spise fisk. Hun er med årene som ’fiskerkone’ blevet en passioneret ambassadør for, at danskerne skal spise mere fisk. Og sammen med Verner nyder hun at tage rundt til torvedage langs Vestkysten, Food Festival i Aarhus og andre events, hvor fisk og fiskeri spiller en stærk rolle.
Verner er blevet lokalkendt for sin havtaskesuppe, som han serverer som smagsprøver – og Lene står lige bag ham og fører hakkekniven over grøntsagerne til suppen. Folk kommer nysgerrigt hen til dem, og ikke sjældent lyder reaktionen:
’Jeg kan ikke lide fisk’.
Hvorefter Lene prøver at lokke ved spørge: ’Vil du ikke være sød bare lige at smage lidt?’.
Der går ikke ti minutter, før Lene ser samme person igen – med spørgsmålet:
’Må jeg ikke få én mere?’
– Jeg har vundet, når folk kommer tilbage. Fisk smager godt og er sundt og klimavenligt, så jeg synes jo bare, at vi skal spise det noget mere. Og så er det hyggeligt at have en fælles interesse med Verner og få gode oplevelser sammen.
Lytter til frustrationerne
Når Verner vender hjem efter nogle dage på havet, er det ikke altid kun med gode oplevelser at fortælle om. Udfordringerne i erhvervet mærker han tydeligt, og hjemme ved spisebordet vender han sine frustrationer med Lene.
Alt fra trawlforbud til skærpede krav om logning – og ikke mindst risikoen for at få store bøder – danner rynker i en fiskers pande. Men Lene ved præcis, hvad hun skal gøre, når Verner kommer hjem.
– Nogle gange siger han ikke noget til at starte med. Men jeg kan jo mærke, at noget går ham på. ’Hva’ nu?’, siger jeg til ham. Og så lytter jeg til det, han siger eller prøver på at finde forslag til løsninger. Jeg tror ikke, der er så meget andet at gøre.
Lene mener ligesom sin mand, at fiskeriet bliver smurt ind i urimeligt bureaukrati.
– Verner har oplevet, at den norske fiskerikontrol besøgte ham tre dage i træk. Det føles som en hetz. Jeg ønsker mig dybt, at respekten omkring fiskeriet og fiskerne kommer tilbage, og den begynder hos politikere og embedsmænd, siger hun.
Parkerer tankerne
Det politiske pres er ikke den eneste fare i Verners arbejdsliv. Traditionelt er fiskeriet et farligt erhverv – også selvom sikkerheden er blevet meget bedre gennem årene. Hvert år omkommer nogle fiskere, og Lene har oplevet et dødsfald i sin nære omgangskreds.
– Det var utrolig tragisk. Men hvis jeg gik rundt og tænkte på, at der skulle ske min mand noget hele tiden, kunne jeg slet ikke være i det. Så de tanker parkerer jeg, fortæller hun.
Lene tror, at Verner kommer til at fiske resten af sit arbejdsliv. Han lever og ånder for det og drømmer om at få sin kvote fra før Brexit tilbage.
– Fiskeriet er ikke kun hans arbejde. Det er hans hobby. Hans liv. Og vi har lært så mange gode mennesker at kende gennem det, siger hun og tilføjer med et bredt smil:
– Når han har været herhjemme nogle uger, trænger han til at komme af sted igen. Og jeg glæder mig til roen i huset. Så spørger jeg: ’Skal du ikke snart ud at sejle igen?’
Læs også:
