Home / Fiskeri / Nyt computerspil giver dig muligheden for at være fisker

Nyt computerspil giver dig muligheden for at være fisker

Det ypperste man kan blive i spillet er skipper på ”Hermes”, der er et norsk fiskefartøj. Foto: Misc Games.

Der er også en verden udenfor havet – og så alligevel ikke. Forleden lancerede det norsk computerspilsfirma Misc-games et helt nyt simulatorspil, hvor man kan blive fisker ved Barentshavet.

Spillet, der allerede er solgt i over 70.000 eksemplarer i 10 forskellige lande, har været undervesj i fem år, hvor de to nordmænd Gøran Myrland og Jørgen Manke har arbejdet på udviklingen.

Ifølge Gørna Mykland fik han ideen til spillet, da han som 17-årig var med på fiskeri i Barentshavet.

– Jeg havde en bedstefar, som havde en fiskebåd, da jeg voksede op, fortæller han til Skipsrevyen i Norge.

Ideen med spillet er at vokse fra en lille jolle til et stort fiskefartøj. I begyndelsen arver man en jolle efter bedstefaren, og derefter går spillet igang. Man fisker derefter, og efterhånden som man bliver bedre og bedre og der tjenes mere, så avancerer man i spillet til nye, bedre og ikke mindst større fartøjer. Sidste stop er det norske fiskefartøj ”Hermes”, men undervejs er der både fartøjer på 14,99 meter, som man kommer til at fiske med. Også det skotske fartøj ”Lunar Bow” optræder i spillet.

Med i projektet har også været elektronikfirmaet Scanmar i Norge, der har ydet ekspertise til spiludviklerne. Derfor er det også det rigtige udstyr, der anvendes til at søge efter fisken.

Man starter i det små, og må via opkøb vokse sig større, så man til sidst ender i det helt store fartøj. Foto: Misc Games.

Realistiske data

Kort fortalt sejler man ud for at fiske. På skærmene ser man om der er fisk, og derefter sætter man enten garn, line eller trawl. Når man har fisket i en tid, så hiver man, og så sejler man til havn for at sælge fisken. Pengene bruger man til at opgradere udstyret, købe ny båd, hyre folk eller betale lånet til banken med.

Ifølge udviklerne er spillet ikke kun for professionelle fiskere. Man får nemlig undervejs både råd og vejledning, ligesom man også får information om bæredygtigt fiskeri.

Misc-games har også fået hjælp udefra. For eksempel har Norges Sjømatsråd og Fiskeridepartementet leveret data til pris og kvoteoversigt. Kartverket i Norge har også leveret kortdata, og derfor kan man risikere at komme til at kende den norske kyst ret godt undervejs i spillet, lyder det.

Fakta om spillet

Simulator-spillet, Fishing Barents Sea, er udviklet af Misc Games AS i Norge. Spillet kan blandt andet købes på spilportalen ”Steam”. Prisen er omkring 150 kr.

Skrevet af René Dandanell

 

About Rene Dandanell

Redaktør Fiskeritidende | Tlf. 76 10 96 60 | Mobil 24 41 69 30