– Jeg synes, det er en god afslutning på en ærgerlig sag.
Sådan siger Frederik Münster, der er politisk ordfører for Konservative om, at hesterejefiskerne nu har fået lov at genoptage deres fiskeri.
– Reguleringen skal ske på et ordentligt grundlag. Det her var alt andet end det. Derfor er det fint, at det her ender godt og lykkeligt for fiskerne, siger han.
– Jeg synes, det er forvaltning, når forvaltning er værst, at man tager udgangspunkt i en virkelighed, som ikke findes andre steder end på papiret. Det var noget sjusk og noget rod, og det var ikke værdigt for nogen, at fiskerne skulle bøde for en så sjusket håndhævelse af reglerne, siger Frederik Münster med henvisning til, at det var en forældet bekendtgørelse om miner fra Anden Verdenskrig, der lå til grund for fiskeforbuddet.
– Jeg glæder mig på vegne af fiskerne på Rømø over, at sagen nu er løst, og jeg glæder mig til næste gang, jeg skal have nogle Rømø-rejer, siger han.