De danske fiskere viser vejen, når det kommer til bæredygtige fisk og skalddyr – og dét skal forbrugere også.
Flere skal vælge MSC-certificerede fisk og forhåbentlig kan en ny kampagne med lidt ekstra kokke-kendis-faktor åbne danskernes øjne for de blå fisk.
Kampagnen ”Er din favoritfisk blå? Blå betyder Bæredygtighed” kører i uge 36 og 37, og har Jesper Vollmer, der er tidligere kok i Kongehuset, indehaver af koncepthuset Rå på Bornholm og DR-kok, i front.
Tænk kreativt
Jesper Vollmer har udviklet fire opskrifter i hver sit farvetema, som kampagnen i år kredser om.
De er blikfanget på bl.a. Københavns metrostationer og på byplakater landet over.
– Jeg har sammensat fire nye fiskeretter til MSC’s kampagne, fordi jeg mener, det er vigtigt, at vi tænker bæredygtigt, når vi køber fisk. Jeg elsker selv at spise fisk, og de fire nye fiskeretter, jeg har lavet, har masser af farver og er ment som inspiration til at tænke kreativt, næste gang man køber fisk og skaldyr, siger Jesper Vollmer.
Hele DK skal kende MSC
Årets kampagne kører i mange af landet supermarkeder med skilte, bannere og med konkurrencer på sociale medier.
Til Fiskens Dag lørdag d. 15. september kan børn også komme forbi og bygge en bæredygtig fiskeburger hos Timm Vladimirs Madskole i MSC Danmarks telt på Rådhuspladsen i København.
MSC har tidligere ført kampagner med stor succes, ligesom kendskabsgraden til MSC er stigende. Dugfriske tal viser, at 43 procent af danske forbrugere genkender MSC-mærkets blå fisk. Det er en stigning på knap 20 procent siden 2016.