Senest 31. januar 2020 forlader Storbritannien EU. Det står klart efter, at Boris Johnson torsdag vandt valget i Storbritannien og fik forstyrket sit mandat til at gennemføre Brexit. En nyhed, som også har fundet vej til dansk fiskeri, hvor en god Brexit aftale er afgørende for at sikre, at fiskerne fortsat han fiske i britisk farvand.
– Vi er sikret en aftale for 2020, hvor vi kan fiske i britisk farvand, som vi plejer. Men vi har ingen aftale på plads endnu for de efterfølgende år. Der ligger dog en køreplan for en fremtidig fiskeriaftale med Storbritannien. Den betyder i princippet, at en aftale skal være på plads inden sommerferien næste år, forklarer Kenn Skau Fischer, administrerende direktør i Danmarks Fiskeriforening.
Det er derfor alt afgørende, at de kommende forhandlinger kommer godt fra start i det nye år.
– Jeg håber derfor, at alle involverede vender tilbage fra juleferie i januar med fornyet energi til at begynde forhandlingerne med UK om det fremtidige forhold til EU, siger Kenn Skau Fischer.
For det betyder meget for fiskerne, ikke bare de danske, men også de britiske, at vi fortsat kan fiske i hinandens farvande. De kan ikke bare fiske andre steder, hvis adgangen bliver lukket.
– Det er nu sådan, at fiskerne søger derhen, hvor fisken kan fanges med brug af færrest muligt ressourcer. Det er det mest bæredygtige i alle sammenhænge. For en række bestande, er det mest rentabelt at fange fisken i britisk farvand, siger Kenn Skau Fischer og tilføjer, at hvis man ikke kan komme i britisk farvand, flyttes fiskeriet til andre farvande, og her vil der så være et øget pres, hvilket ikke er hensigtsmæssigt.