Skarven elsker fisk – og spiser dem desværre meget gerne. Men heldigvis er der sket en tilbagegang i antallet af skarver.
Det drejer sig om skarver nær Lillebælt – helt præcis er der foretaget tællinger ved kolonierne ved Rands Fjord og Kidholmene. De viser, at der er en tilbagegang i antallet af skarver på 1,5 procent. Det oplyser P4 Trekanten.
– Et fald er glædeligt for os, men niveauet skal meget længere ned, hvis det skal have den rigtige effekt, siger Allan Buch, der er formand for Bælternes Fiskeriforening og tilføjer, at skarven er en stor plage for især bundgarnsfiskerne:
– Skarven skader fisken i redskaberne. Derudover spiser de mange fisk – en skarv spiser et halvt kg om dagen.
Hvor mange skarver, der er på landsplan, er pt ved at blive talt. Fuglene tælles hvert år. Sidste år faldt antallet af skarver med 5 procent på landsplan.