Godt initiativ, men der skal mere til i kampen mod sælerne

Der er brug for en effektiv regulering af sælerne – miljøministerens nye initiativ er et første skridt, men det er ikke nok, siger lokalformand

Sælen hærger i det kystnære fiskeri. Især på Bornholm, hvor den inficerer torskene og ødelægger fiskeriet.

Derfor er det for Thomas Thomsen, der er formand for Bornholms og Christiansøs Fiskeriforening, også en glædelig nyhed, at miljøminister Lea Wermelin har sat en ny plan i værk. En plan, der giver 200.000 kroner til, at to sæljægere kan bruge 30 dage i begyndelsen af næste år til at dræbe 40 gråsæler. Det løser bestemt ikke alle problemerne, men det er et første rigtig skridt, påpeger lokalformanden:

– Jeg er rigtig glad for, at der sker noget. Der har været mange år med passivitet. Så stor ros til miljøministeren. Men nu må vi så se, om det virker.

 

En dråbe i havet

For som Thomas Thomsen også har sagt til Ritzau, hvilket har været bragt i en stribe forskellige medier, så er 40 sæler blot en dråbe i havet. Det rækker ingen steder. 

– Vi ønsker, at der skal reguleres mange flere sæler. Det skal der ikke herske tvivl om, siger Thomas Thomsen.

Men initiativet er en start og en måde at finde ud af, hvordan man kan regulere sælerne – og det er det rigtige værktøj.

Siden 2016 har man fra politisk side forsøgt med en ordning, hvor flere jægere og fiskere har fået lov til at dræbe 40 sæler om året, men kun tre er blevet dræbt. Lokalformanden håber, at det nye initiativ har en bedre effekt, og at det kan give klarhed omkring, hvordan man bedst regulerer sælerne.

 

En koordineret indsats

Og så skal spørgsmålet om, hvor mange sæler der skal reguleres, rejses.

Miljøministeren vurderer, at der er ca. 40.000 sæler i Østersøen, men ifølge fiskerne er tallet langt højere. Der er tale om et omfattende problem, som ødelægger fiskeriet.

Thomas Thomsen stiller sig derfor ikke tilfreds, før der er fundet en mere omfattende løsning, bl.a. en koordineret indsat med de andre lande i Østersøen.